Det sidste fra mit Sydafrika

Det er blevet fredag og jeg er landet i Johannesborg, hvor jeg startede. Det har været en travl men god uge. Sidste fredag, var jeg på Mountain Home skole for sidste gang. Jeg havde bagt nogle muffens, vi skulle hygge med, og så havde jeg en enkelt kreativ ting med, vi kunne lave. Jeg fik også givet læreren en mappe, jeg havde lavet, med eksempler og forklaringer af alt det jeg har undervist i. Jeg have også lavet en kasse med en masse papir, tuscher, blyanter, fedtkridt, viskelædere mm. Som jeg fik givet hende. Det blev hun bare super gad for – hun fik helt tårer i øjnene. Det var meget rørende. Da jeg var færdig troede jeg, at det ligesom var det.

 Men så sagde læreren, at jeg lige skulle blive stående, fordi hun havde lige noget. Hun havde øvet en lille dans og en sang med dem – det var virkelig fint! Så var der en af drengene, der sang en solo sang – det var virkelig specielt, da han er en dreng, der har det rigtig svært i skolen. Jeg synes, det var meget særligt, at læreren havde valgt ham, så han kunne vise hvad han kunne. Så kom lederen for skolen ind og sagde tusind tak for alt, hvad jeg have gjort, og overrakte et fint kort. Og derefter overrakte hun en kurv med frugt til mig – når jeg ved hvor lidt de har, følte jeg mig virkelig beæret over at modtage sådan en gave. Alle børnene havde hver lavet et kort til mig, og jeg fik givet alle sammen et kæmpe kram. Læreren trillede endda et par tårer! Der kunne jeg pludselig mærke, hvad jeg havde været en del af, og at jeg havde gjort en forskel for denne her lærer og hendes skønne elever.

Jeg kom tilbage til kontoret og fik ryddet mit skrivebord.. det var godt nok underligt og pludselig meget tomt.

Lørdag havde Belinda inviteret mig med på familie-tur til et sted, hvor de har geparder. De kom og hentede mig, Belinda og hendes mand Andy på forest, datteren Lauren og hendes veninde i midten ved siden af mig, og bagerst sønnen Dylan og hans ven. Det var skide hyggeligt! Vi kørte i halvanden times tid, og ankom til et dyrereservat, hvor der var det her ”breading-home” for geparder. Jeg vidste egentlig ikke helt, hvad det gik ud på, og havd vi skulle – men det var såå fedt. Det første der skete var, at vi kom ind til receptionen, hvor der lå en gepard på gulvet. Dens mor havde stået på den, da den blev født, så det kunne ikke bive sendt ud i naturen igen – den ville ikke kunne overleve. Det var mega sejt, man kunne bare kæle med den, som var den en kat – bortset fra, at den er fem gange så stor som en kat. Så kom der en mand, som skulle vise os de andre dyr. 

Først var vi ovre og se en leopard. Den var godt nok flot! Jeg synes, en gepard er virkelig flot, men jeg synes der er noget ekstra særligt over en leopard – så det var virkelig fedt! Og vi måtte gerne røre den gennem hegnet. Derefter gik vi hen til et andet område, hvor der var omkring seks geparder. Vi stod udenfor indhegningen, og han forklarede lidt om dyrene. Pludselig åbner han døren ind til dem, og siger ”når i nu går ind til dem, er det vigtigt at I ikke løber væk, for så vil de angribe jer” - WHAT?? Okay, jeg havde ikke lige regnet med, at vi skulle ind til dem. Vi gik i en stor klump ind til geparderne, og hvis de gik forbi os, måtte vi gerne ae dem – det var såå sejt! Jeg var en lille smule urolig, men det var virkelig en fed oplevelse! Efter det gik vi ind i en anden indhegning, hvor der var nogle andre slags ”katte”, jeg kan ikke helt huske, hvad de var for nogle. Men det var i hvert fald også fedt! Vi var derinde da de blev fodret – der var jeg lige nervøs i et kort øjeblik, men de holdt sig til kødet!

Da vi så kom tilbage til receptionen, løftede de et tæppe, der lå henover en kasse, hvori der var fire små, søde gepard unger. Vi fik lov til på skift at holde en af dem. Det var såå sejt! Den jeg holdt tissede på mit lår – og jeg synes, det var det sejeste!!

Nårh jo, det regnede og var koldt, hvilket vi først synes var lidt nederen. Men det gjorde, at dyrene var meget mere aktive, og at de ikke bare lå og dasede i solen – så det var fedt!

Søndag tog jeg til Durban sammen med Debbie og Laura, for at besøge Debbies mor. Det var jo mors dag, så Debbie ville gerne overraske og lave frokost til hende og hendes far. Det var rigtig hyggeligt. Vejret var skønt. Det er ofte en del varmere i Durban end i Hilton, fordi det er tættere på vandet, så vi sad udenfor og spiste lækker frokost. Det var en dejlig afslappende dag. Og jeg synes også, det var rart at møde Debbies forældre, nu hvor jeg havde hørt så meget om dem gennem Debbie.

Mandag holdt jeg en afskedsfest for alle fra iThemba. Det var en super dejlig dag. Endnu en dag med godt vejr, hvilket var rimelig godt, da vi havde planlagt at grille. Jeg havde stået tidligt op for at bage dessert-er. Jeg fik lavede en cheesecake, bagt cornflakeskager og lavet en stor frugtsalat ud af det frugt, jeg havde fået af Mountain Home. Vaughn grillede, maden var god og alle var glade. Jeg fik sagt farvel og tak for alt. Og de fik også sagt nogle ting de anden vej – det var virkelig særligt, og hold da op, hvor kommer jeg til at savne dem!! Det er sikkert!!

Tirsdag tog jeg op på kontoret, for at sige farvel til Sam og Stu, som ikke kunne komme til festen. Bagefter kørte Steph og jeg til Pietermaritzburg for at aflevere min bil, og så kørte vi til Durban til lufthavnen. Det var svært at forstå, at jeg skulle sige farvel til de mennesker og den hverdag, jeg har haft i næsten fem måneder, men nu glædet jeg mig også til at komme hjem.

Jeg mødte Anthea i lufthavnen. Som tidligere skrevet, er hun en veninde, som jeg gik i pre-school med, da vi boede i Tzaneen. Vi havde ikke set hinanden i 8 år, men på en eller anden måde havde vi begge på fornemmelsen, at det ikke ville blive et problem. Og det var det bestemt heller ikke. V havde det rigtig hyggeligt. Vi fik snakket om alt i vores liv. Hun fik vist mig det universitet hun går på. Hun fik vist mig hvor hun bor. Og så fik jeg hilst på en hel masse af hendes venner. Hun bor i et slags kæmpe kollektiv, der hører til universitetet, med 12 etager i hver bygning, 4 dele på hver etage og seks værelser i hver del - til sidst var jeg godt nok også træt, efter at have mødt så mange mennesker. Onsdag aften, var der en fest på skolen, hvor jeg var hendes date. Alle var rigtig flotte i fint tøj og med håret sat op. Det var meget formelt – men det var hyggeligt, og jeg prøvede at minkle med folk, selvom den eneste jeg kendte var Anthea. Jeg synes selv, at jeg klarede det ret godt!

I går tog jeg så toget fra Pretoria, hvor Anthea bor, til Johannesborg, hvor Meryl bor. Jeg sidder nu i hendes køkken, og kan slet ikke vente til at komme afsted i morgen. Nu er jeg bare sååå klar til at tage hjem – jeg er vil bare være hjemme nu!! Glæder mig så meget til at se familien og kæresten og vennerne, og folk jeg kender! Kan godt mærke, at jeg er lidt træt af, at møde nye folk hele tiden.

See you soon, sweet home!!!

Kunst i lange baner

Det er blevet tirsdag aften i Hilton, og jeg var på Mashaka skole for sidste gang i dag. Det er godt nok underligt at tænke på, at jeg ikke skal undervise der igen. Det er jo blevet hverdag for mig. Det er jo mine elever. Tror ikke helt jeg forstår det – i mit hoved, skal jeg derhen og undervise på tirsdag igen, som jeg plejer. Jeg tror, at når jeg sidder derhjemme om et par uger og kigger billederne igennem, så vil jeg kunne forstå det. Men det var en rigtig fin afslutning. Jeg havde taget en stor kasse med, med en masse papir i forskellige størrelser og farver, og sakse, og limstifter, og alle mine tusser, og farveblyanter – og så kunne de ellers bare lave lige, hvad de havde lyst til, og bruge alt det de ville. Det var tydeligt, at de nød det – det var skønt at se! 

Og det resulterede i massevis af kreative takkekort og farvelkort med tekster som: ”I love you!” ”We will miss you!” ”Thank you!” ”Nice to be with you” ”It was fun, thank you” - Eii, det varmede simpelthen så meget!

I går var jeg i Pietermaritzburg med Debbie for at købe rammer. Jeg ville gerne give hver elev fra min ”After-School-Art-Club” et af deres billeder indrammet. Så det brugte jeg det meste af eftermiddagen og aftenen på at gøre klar. Det var bare så fantastisk at se deres ansigter, da jeg gav dem i dag! De så bare så stolte og glade ud – og de blev ved med at sige ”Thank you Anna!”. De har nok aldrig før fået noget som helst rammet ind, så det var virkelig specielt for dem. Nu håber jeg bare, at forældrene, eller hvem de nu bor med derhjemme, bliver stolte og hænger det op. Det ville være så ærgerligt, hvis de kom hjem med det, og de bare var ligeglade. Men jeg må bare lægge bekymringerne om det fra mig, for der er ikke rigtig noget, jeg kan gøre ved det.

Jeg fik også sagt farvel til læreren, som jeg har hjulpet, der bare var rigtig taknemlig for det arbejde, jeg har gjort. Hun blev ved med at kalde mig ”Oh My Anna”, og sagde at hun ville savne mig rigtig meget, og tak fordi jeg havde lært hende så meget. Det var virkelig dejligt – nu håber jeg bare på, at hun vil bruge det, hun har lært og lære det videre til de kommende elever.

I søndags havde jeg min store ”Art Exhibition”, kunstudstilling, og det gik bare så godt! Jeg havde været derude på skolen om lørdagen, sammen med Steph, for at hænge alle billederne op, så det var klar til søndag. Jeg havde lånt nogle træplader på hjul, fra en skole her i Hilton, som jeg brugte til at hænge kunsten på. Og det så bare skide godt ud! Jeg startede med at tage i Spar, og fylde vognen med en masse chips og sodavand – ingen fest uden mad! Havde fået nogle fra Hilton til at bage lidt, men ville bare ikke have for lidt, så jeg gav den gas om morgenen med chips-indkøb. Så tog jeg ud på skolen omkring kl 12:30, for lige at være der lidt før. Rektoren var der allerede, og havde selv haft en dug med til at lægge over bordet. Det, synes jeg, var ret fint af hende. Jeg fik hældt chips i skåle, åbnet sodavan, sat kopper frem, sat blomster frem og sat radioen til, der spillede afrikanske rytmer. Så var jeg klar til festlighederne. 

Der gik lidt tid, men så begyndte folk at dukke op. Alle, undtagen to, af mine Art-Club-elever kom og nogle af deres mødre dukkede op. Der var en masse børn, der fyldte rummet med liv og glæde, så var der fire-fem af lærerne fra skolen, blandt andet billedkunstlæreren med hendes to døtre, der var nogle fra iThemba, og så var der fx Gill og David, Debbie og laura og lidt andre fra Hilton. Det var skønt – og det var fedt at se, hvordan eleverne blev begejstrede, når de fik høje på det, som de selv havde lavet. Omkring kl 14 fik jeg, med syvion som oversætter, sagt velkommen til alle og rost dem til skyerne. Så havde rektoren arrangeret, at et kor fra skolen (på 20 elever) skulle synge et par sange. Jeg følte mig helt beæret over, at de ville synge til mit arrangement. Jeg nød især, når de sang på zulu og dansede til – det var virkelig fedt! 

Så fik jeg også uddelt diplomer til alle, og der blev taget billeder. Eleverne var bare så glade og stolte, og jeg håber virkelig, at det har givet dem en masse selvtillid, som de kan leve længe på. Alt i alt synes jeg, at det var en rigtig rigtig vellykket dag. Og ja, jeg er stolt af det, jeg havde fået stykket sammen. Jeg fik taget billeder og film, og glæder mig rigtig meget til at vise det til familien derhjemme. Det var lidt underligt, at min familie ikke var med til noget, som jeg har brugt så meget tid på. Men jeg ved også, at hvis de selv kunne vælge, ville de rigtig gerne have været der!

Det eneste der undrede mig lidt var, at der ikke kom flere forædrer. Men jeg fik snakket med Gugu fra iThemba, der sagde, at det bare ikke ligger i kulturen. Til forældremøder og fodboldkampe og andre ”skole-ting” er det meget sjælendt, at de dukker op. Det var meget rart lige at få forklaret, at det ikke havde noget med mit arrangement at gøre, men at det var noget kulturelt.

Så spoler jeg lige tiden tilbage igen – til fredag. Stu havde bedt alle på kontoret om at sørge for, at de havde tid mellem 9 og 11, til et meget vigtigt møde. Vi skulle ikke ”være bange”, men det var vigtigt at alle kom. Bum.. havd mon det handlede om. Vi synes godt nok, at det var et langt møde, og underligt at Stu var så seriøs. Men vi kunne ikke regne ud, hvad det var. Fredag kl 9, står vi alle klar på kontoret til det her møde, og så siger Stu ”Mødet er ikke her. Så hvis I lige fordeler jer i nogle biler, så skal jeg nok vise vej.”. Nårh for Søren, hvad mon det handlede om. I bilen prøvede vi at gætte på, hvad det var, men ingen gættede rigtigt. Vi fik parkeret bilerne ved et lille center, hvor Stu viste vej til Steers – vi skulle spise morgenmad sammen, nyde hinanden selskab og bare hygge. Sikke en dejlig overraskelse! Vi var alle sammen så glade, og det var bare så dejligt at have tid sammen på den måde. Tænk engang, for de andre er det deres arbejde – sikke en sej chef.

Om aftenen, var jeg blevet inviteret ud og spise, af Steph og David. Sådan inden jeg skal afsted-agtigt. Så de kom og hentede mig, og så kørte vi til Howick. Vi kørte lidt udenfor byen, og jeg forstod ikke helt, hvor vi skulle spise henne, men pludselig dukkede en lille gård op, hvor der var tændt et bål udenfor. Det var ligesom at komme ind i et hjem, men i alle rummene var der borde, hvor man kunne spise. Vi fik rigtig lækker mad, og fik snakket en masse om alt muligt – så det var skønt! Jeg følte mig helt forkælet.

Det sidste jeg vil spole tiden tilbage til, er i tordsags, hvor jeg fik malet mit vægmaleri. Tre timers maling og – DONE! Så var jeg færdig. Er selv meget tilfreds med resultatet og rektoren var meget begejstret. Det var, som jeg vidst også skrev sidst, fedt at kunne sætte sit aftryk på skolen.

I morgen har jeg planer om at tage til Siyazama Creche og få sagt farvel til pædagogerne og børnene der, som jeg tidligere har leget lidt med. Og så skal Steph og jeg spise frokost på en cafe, hvor vi efterhånden har været en del gange – som en ”sidste gang her” tur. Det bliver en dejlig dag.

I Guds smukke natur

Så er det blevet den 1. maj, og jeg har haft en skøn dag med smukt vejr. Jeg tog sammen med Steph og David til en park i Pietermaritzburg, hvor der var en picnic-komsammen. Vi var nok omkring 20-25, der mødtes, lagde en masse tæpper ud, spiste chips og muffins og legede med frisbee. Det var omkring 30 grader, og der var bare en rigtig skøn stemning. Da jeg kom hjem, lagde jeg mig ud på græsplænen og læste i mit nye ”Bazar”, der er kommet hele vejen fra Danmark fra Else og Peter – det var bare for lækkert! - Tak!

De sidste dage har været lidt hårde... Min kære farmor gik bort natten til lørdag. Hun havde levet med kræft i mange år, og for en måneds tid siden fik jeg beskeden om, at det havde spredt sig til hjernen. Hun var under behandling, men hun havde mange smerter, og hendes krop var svag. Hun sov fredfyldt ind i sin egen seng ved farfars side. Det er virkelig hårdt at være så langt væk hjemmefra, og jeg ville ønske, at jeg kunne være der for farfar. Jeg tænker meget på hende, og mit humør svinger hele tiden. Jeg har det okay, familien her har været god til at give mig knus, men pludselig kan realiteten slå mig og en dyb sorg og savn træder ind. Begravelsen er på lørdag, men jeg har besluttet at blive hernede og afslutte mit eventyr. Det ved jeg, at farmor ville have ønsket. Men nu er jeg godt nok glad for, at der ikke er mere end tre uger tilbage.

Trods den dårlige nyhed, jeg fik lørdag morgen, tog jeg med Debbie og Vaughn på tur til bjergene. De havde lånt en af deres venners hytte, der ligger lige i midten af et utroligt smukt bjergområde – The Drakensburg. Det var simpelthen så smukt at være der - Det var næsten som at være i en film. Det var en sød lille hytte, med retro kopper og gaskomfur, og ligegyldigt hvilket vindue man kiggede ud af, så man bjerge. Lørdag omkring kl 13:30, efter at have spist frokost på en sød cafe, drog vi afsted på vandretur op i bjergene. Det var simplethen så fantastisk. Vi passerede små vandløb og vandfald, gik i tæt jungle-bevoksning og ved klipper og hele tiden gik vi opad, så udsigtet blev flottere og flotterer. Det var simpelthen så ubeskriveligt smukt, at stå der og kigge ud over ”hele verden”. Der var rigtig dejligt at være i Guds smukke natur og prøve at bearbejde alt det med farmor. Det er som om, man bliver fyldt med en særlig fred, når man er omringet af så store og urokkelig bjerge. Efter at have vandret i tre timer, var vi hjemme igen og gjorde klar til aftenen. Vi fik tændt grillen, åbnet rødvinen og så småt, som mørket faldt på, blev himlen fyldt med stjerner. Det var en meget smuk aften.

Vi kom hjem igen søndag eftermiddag, efter at have vandret en lille tur mere og spist frokost på en lækker restaurant. Det var en rigtig dejlig og smuk weekend!

Mandag slappede jeg af med farmor i tankerne det meste af tiden. Jeg var en lille tur til Howick med Debbie, hvor jeg lige fik købt lidt flere souvenirs. Derefter kørte vi ud på en gård, hvor Debbie gerne ville give frokost. Solen skinnede, hanen galede, der duftede af gran og maden var rigtig lækker.

I går aftes spiste jeg aftensmad hos Belinda. Hun er ny på kontoret, eller det vil sige, hun har arbejdet der før for mange år siden, og er nu tilbage for at hjælpe Stu med det administrative. Hun har bord ved siden af mig på kontoret, og det nyder jeg rigtig meget. Hun kommer ind tre gange om ugen, og er bare rigtig livsglad og skøn og glæder alle med hendes smil. Hun havde inviteret mig hjem til middag, for at møde familien, og det var bare rigtig hyggeligt. Hun har en mand og to børn, Lauren på 12 og Dylan på 10. Det var skønt at sidde med en børnefamilie igen – Dylan, der bare var fuld af spas og løjer, og prøvede alle morens grænser af på to timer. Det var herligt!

I morgen skal jeg ud på Mashaka skole, hvor jeg skal male et vægmaleri. Rektoren ville rigtig gerne have, hvis jeg malede noget, som en slags minde om mig. Det er jo skønt at få lov til at sætte sit aftryk. - så det glæder jeg mig til!