Grille med hyæner

Så er det blevet torsdag, og i går kom jeg hjem fra fem dage på safari. Jeg var afsted med Sam, Stu, deres søn Caleb (på 6 måneder), Debs og hendes norske veninde Camilla. Vi startede ud med at overnatte en enkelt nat i et område der hedder St. Lucia. St. Lucia er en stor park, der blandt andet har en stor flod, et skovområde og et kystområde ud til det indiske ocean. Parken har en masse vilde dyr, dog ikke løver, som vi kørte efter den første dag. Vi fik set nogle bøfler, nogle vortesvin, nogle flodheste, en jackal, zebraer og en masse kuduer (en kæmpe stor antilope). 

Vi kørte gennem en tæt skov, og kom pludselig til havet. Det var så utrolig smukt, med bølgerne der rullede ind over land. Selvom det var midt i parken med de vilde dyr, måtte man gerne bade i havet, så det gjorde vi. Vandet var virkelig lækkert, og det var såå sjovt med de store bølger. Efter det kørte vi tilbage til den hytte, vi havde lejet, hvor vi skulle sove. Næste dag, startede vi ud med at tage på en bådtur gennem floden der snor sig gennem St. lucia. Turen var et par timer lang, og vi fik set en masse flodheste og en enkelt krokodille, der lå på land. Det var dejlig afslappende, bare at sidde og nyde det sydafrikanske land, og det var fedt at man kunne komme så tæt på flodhestene. 

Efter det kørte vi mod Hluhluwe-imfolozi. Hluhluwe-imfelozi er en 96.000 hektar stor gamepark/safaripark, der er fyldt med vilde dyr. Denne park har The Big Five, som er elefanten, løven, næsehornet, bøflen og leoparden. Også her havde vi lejet en hytte, hvor vi så skulle overnatte tre nætter. Selvom der er mange dyr, så er det et meget stort område, og der er få veje, så man kan sagtens køre rundt en hel dag, uden at se noget. Det var derfor utrolig heldigt, da vi efter at have kørt rundt i to timer den første dag, havde set: en løve, giraffer, en hyæne, næsehorn, vortesvin, impalaer, zebraer, bøfler, nyalaer og bavianer. Det var helt vildt, vi følte os såå heldige. Så kan man på en anden måde slappe af de andre dage, fordi man allerede har set så meget.

Den lodge, hvor vi havde lejet en hytte, var der kun et elefanthegn, dvs. at alle andre dyr end elefanten kan komme ind. Det gør det lidt mere spændende. Vi fik både besøg af en zebra, af nyalaer, af impalaer, vortesvin og aber. Og så havde Sam og Stu fortalt, at der hver aften kom hyæner, fordi de kan lugte kødet fra folk, der griller om aftenen. Rimelig sejt, synes jeg. 

Den første aften, søndag, sod jeg og grillede med Stu, og vi jokede en masse om, hvordan vi kunne tiltrække hyænerne. Det var virkelig hyggeligt. At stå under Sydafrikas nattehimmel, kigge på stjerner, grille og lytte til nattens lyde – fantastisk. Vi gik indenfor og spiste, og Stu havde ”ved et tilfælde” glemt noget af kødet på grillen. Det resulterede i, at vi en halv time senere sad klæbet op til vinduet med lyset slukket, og kiggede på tre hyæner 10 meter væk, der lå lige ved siden af grillen og kiggede på kødet. Efter yderligere ti minutter, begynder den ene hyæne så at rejse sig op, og gå hen til grillen for at tage kødet. Men da kødet sad lidt fast, havde vi meget lang tids underholdning, med at se på at den prøvede at få kødet. Med vores lommelygte var vi så fuldt optaget af at kigge på, hvad der skete ved grillen, at vi ikke opdagede, at der var en hyæne, der havde sneget sig ind fra højre. Lige pludselig er der en hyæne, der dukker op HALVANDEN meter, fra der hvor vi sidder. Det var seriøst for vildt. Vi holdt alle sammen vejret, og da den var gået forbi, var vi alle sammen helt oppe og køre.

Vi var også på natsafari den ene aften. Her kørte vi rundt i sådan en åben safaribil, hvor man sidder lidt i niveau, og så var der en ranger, der kørte bilen. Bare det, at bilen er åben, og at det er nat, gør det spændende at være på natsafari. Det var lige før, at jeg havde det sådan, at vi ikke behøvede at se noget, det var ligesom oplevelse nok i sig selv. Men så efter at have kørt rundt i en times tid, får rangeren øje på en løve. Først tror jeg ikke på ham. Den er måske 75 meter væk, og han mente, at han kunne se den ligge under et træ. Han lyste med en stor lygte, men ingen af os kunne se den. Så kørte han lidt længere frem, og kørte så af vejen. Jeg tænkte, at han nok bare lige ville vende bilen sådan, at alle kunne se. Men så fortsætter han med at køre af vejen, og køre hele vejen ind til løven, så vi til sidst kun er ti meter fra den. Det var en hanløve, og da vi lyste på den åbnede den munden, så rejste den sig op, og så løb den væk. Det var helt vildt! Den var så stor og det var så syrealistisk, fordi den var så tæt på. Det var så sejt, at han fik øje på den! Samme aften så vi også et næsehorn der løb, en masse ugler, en masse kaniner, en hunløve, en giraf, en bøffel og hyæner.

Jeg ville virkelig gerne se elefanter, og synes ikke helt, at det var godt nok, at vi havde set nogle grå klatter meget meget langt væk. Da vi så den sidste aften kørte hen til en udkigspost ved en flod, for at se solen gå ned, fik vi øje på tre elefanter på den anden side. Pludselig kom der flere og de begyndte at gå ned for at drikke vand. Så begyndte den ene elefant at krydse floden, og da den var ovre begyndte de andre elefanter, der nu var blevet til femten elefanter inklusiv nogle unger, at krydse floden. Det var simpelthen så fantastisk. Aftensolen faldt over dem, og man kunne høre vandet der plaskede, hver gang de tog et skridt. Jeg var så lykkelig, at jeg kunne græde – det var så smukt!

Alt i alt, var det virkelig en skøn tur. Det var også dejligt at lære de andre bedre at kende, men kunne også mærke til sidst, at det er lidt lang tid at være i en bil eller en lille hytte hele tiden med de samme mennsker. Så det har været dejligt i dag, hvor det er en helligdag, at sove længe og være hjemme for mig selv. Og så går alle mine tanker mod Christian, der nu er på vej med de andre fra iThemba Danmark, mod Sydafrika. Jeg glæder mig simpelthen så meget til, at de kommer!!
Nårh jo, så går det også meget bedre hos dem, jeg bor hos. Jeg skulle lige vende mig til, at det er anderledes. Og jeg synes stadig, at det andet sted var meget rare at bo, men hvis jeg ikke sammenligner, er det her helt fint.

Ny hjembase

Så har jeg fået en ny hjembase hos the Dobsons, lidt længere nede af bjerget. Jeg pakkede alle mine ting ned i min kuffert i forgårs, og var meget spændt på at lære min ”nye familie” at kende. I går eftermiddags kørte jeg så fra arbejdet til Arlington 20 med Steph, der viste vej. Jeg kom til et stort hus, to flotte hunde og et ældre ægtepar. Det er et toetagers, ældre villahus med omvendt indretning. Når man kommer ind, går man direkte ovenpå til stuen og køkkenet og gæsteværelset, som normalt er nedenunder. Stuen er udstyret med kæmpe store vinduer, der er rettet mod bjergene og Pietermaritzburg, der om aftenen ligner en stjernehimmel på grund af alle lysene fra byen. Naboerne er tæt på, men da der er meget tæt beplantning, høje træer, palmer, planter og andre grønne ting, så føler jeg, at vi bor midt i en regnskov. Det elsker jeg ved det her sted, når jeg kigger ud, glemmer jeg, hvor jeg er. Når man sidder i stuen, er det i samme etage som trætoppene, så man sidder og kigger på fugle i øjenhøjde. Det er virkelig tropisk og smukt.

Parret, der bo her, er rigtig søde.. men jeg savner Mor-Debbie ret meget. Det er svært at sige, hvad der lige gør, at jeg snakkede bedre med Debbie, men kemien er bare anderledes. Her føler jeg mig lidt mere som en gæst, end som en i familien. Måske har det noget at gøre med, at de er lidt ældre, og at ingen af deres børn bor hjemme længere – jeg ved det ikke. Nårh jo, så kan jeg også godt mærke, at Gill er tynget af faderens død, og at hele hendes værelse er fyldt med hans ting, som de skal sortere. Men jeg er også lige ankommet, og vi skal have tid til at lære hinanden at kende.

På næste lørdag skal jeg på safari i fire dage med Sam, Stu, Debs og Debs' norske veninde Camilla, og efter det kommer dem fra iThemba Danmark, og der skal jeg bo med dem. Når de så er taget hjem, skal jeg kun bo her i tre uger mere, og så skal jeg tilbage til Debbie og bo. Så det er samlet ikke så lang tid, at jeg ska være her – det er nu fint nok!

I dag havde jeg min art club om eftermiddagen, hvor vi lavede noget pop art – det gik rigtig godt. Desværre var drengene der ikke i dag, men pigerne var der, og de virkede til at synes godt om det, jeg havde planlagt. Det var lige lidt hektisk inden vi tog derhen, da vi havde et mindre nøgle problem. Da Steph's bil er på værkstedet igen igen, og den bil hun ellers plejer at låne, også er i stykker igen, er jeg hendes chauffør for tiden. Derfor skulle jeg i dag hente hende omkring klokken halv et og køre hende tilbage til kontoret, inden vi skulle videre. Og det var også helt fint.

 På vej tilbage skulle jeg lige købe nogle pensler, og Steph skulle også lige købe et eller andet, så vi holder inde ved torvet i Hilton (ikke så langt fra kontoret). Da jeg så står i butikken og har betalt, går det op for mig, at jeg har låst nøglerne inde i bilen. På det her tidspunkt er der en time til, vi skal køre mod skolen, hvor jeg har min art club, og jeg mangler stadig at gøre en del ting klar. Jeg løber så ind i butikken hvor Steph er med alle sine varer og forklare, hvad der er sket. Så løber jeg hele vejen tilbage til kontoret, får gjort nogle flere ting klar, indtil Steph kommer tilbage med sine varer. Heldigvis er Syvion på kontoret, så vi kunne låne hans bil og køre hen til dem, jeg har lånt bilen af, og låne deres ekstranøgle. Hen til dem og tilbage til torvet, hvor jeg tager min bil tilbage til kontoret, fordi jeg stadig ikke er klar eller har fået frokost, mens Steph får afleveret nøglerne. Hun kommer tilbage til kontoret, vi kører hen til et sted der hedder UBI (Union bible Institute), hvor Siswe skal hente os, fordi min bil ikke må køre på andet end asfaltveje (der er næsten kun grusveje i Sweetwaters). Han henter os og kører os så ud til skolen, hvor jeg skal undervise. Alt gik godt og bagefter kom Sam og Debs og hentede os, kørte os tilbage til bilen ved UBI, som vi så kunne køre i tilbage til kontoret. Men jeg kunne kun grine under alt dette, for der er ikke rigtig noget at gøre. Man må bare tage en ting af gangen og håbe på, at det hele går op til sidst. Det er virkelig sundt for mig at være her – tage tingene som de kommer, og vide at tingene sjældent bliver som planlagt.  

På udflugt i bjergene

I søndags var jeg på en fantastisk udflugt i bjergene. Det startede med, at jeg blev hentet omkring klokken ti, af Sam, Stu, deres baby Caleb og deres veninde, Debs, som er fra England og skal være her i to uger. Hun har før været frivillig hos iThemba, og skal nu hjælpe med at lave noget analyse i forbindelse med Asidlale Assessment (som jeg har skrevet om tidligere) for Sam og iThemba.

Vi kørte i omkring halvanden time til et bjergområde, der hedder Highmoor. Vi parkerede bilen og gik afsted med fuld oppakning – her mener jeg ikke sovepose og teltgrej, men køleboks og picnic mad. Efter at have gået ti minutter, kom vi til en sød, lille, åben hytte med stråtag der lå lige ud til en lille sø. Så blev der ellers pakket ud af lækkerier. Sam og Stu havde pakket en masse forskellige ting til frokost – det var såå lækkert! Og der var simplethen så fredelig og roligt midt ude i ingenting. Mætte og tilfredse begyndte vi vores vandring mod bjergene. Det første stykke tid, gik vi mest i, hvad der minder mig om store bakker. Jeg syntes ikke rigtig, at man kunne kald det bjerge, og var ikke helt så begejstret, som jeg havde troet, jeg ville være. Men så pludselig, efter at have gået i halvanden times tid, var vi alligevel kommet ret højt op, og kom til et slags hule/grotte. Til den ene side kunne man se de smukkeste bjerge, og til den anden side kunne man se et vandfald. Alt var simpelthen så frodigt og smukt – det var virkelig fantastisk! Vi vandrede tilbage til bilen, pakkede den og kørte hjem igen. Det var virkelig en dejlig dag. Og dejligt at lære Sam og Stu og Debs bedre at kende – skønne mennesker.

I går mandag, havde jeg ikke rigtig nogle planer, men Debbie tager til et storcenter i Pietermaritzburg hver mandag, så der tog jeg med. Jeg fik købt lidt nyt tøj i en butik, hvor der var udslag (altid godt), og da vi var færdige, sagde Debbie: ”Jeg vil gerne give frokost i dag”. Hun ville gerne vise mig hendes yndlingscafé i Pietermaritzburg, hvor hun altid tager sin dørte med hen, når de er hjemme på besøg. Og det var virkeligt et helt særligt sted!

Det var en blanding mellem en café og en masse små butikker, der solgte vintage tøj, smukke genbrugs kopper, blomster, hjemmelavede chokolader, hæklede og strikkede dimsedutter og meget mere. Vi sad midt i antikke møbler, jeg fik en lækker sandwich med kylling med abrikosmarinade, og så kiggede vi ud i den smukkeste lille have, der var i forlængelse af cafeen. Man glemte fuldstændig, at man sad midt i en storby – det virkede mere som en lille provins i Frankrig.

Da vi kom hjem, lavede jeg aftensmad til familien. Den stod på lasagne og blev nydt hele vejen rundt. Det er dejligt at kunne bidrage med noget, på den måde, og være til hjælp for Debbie, der ellers altid laver mad.

I dag har jeg været på skolen Mashaka og undervist 7. 8. og 9. klasse. Jeg lærte dem, hvordan man ved at bruge forskellige teknikker, kan tegne ting, så det ser tredimensionelt ud. Det var lidt skræmmende, at stå i en 9. klasse og spørge, hvad tredimensionelt er, og ikke en eneste kunne svare. Jeg spurgte endda om, hvad forskellen mellem en almindelig film og en film i 3D er, og ingen kunne svare. To forsøgte at svare, og svarede begge ”Noget, med en større skærm”. Puha, det var da godt nok på tide, at nogen kom, og lærte dem om det. 

Men det gik godt, med det jeg havde forberedt, de skulle lave, og så er jeg da næsten sikker på, at jeg har lært dem noget nyt – det er godt! Har lige rejst mig fra en dejlig aftensmad herhjemme hos Debbie og Vaughn. Endnu en gang på terrassen med udsigt over bjergene, den rødternede dug og den dejlige beroligende brise. Det var sidste aftensmad i denne omgang hos The Coulsons, da jeg i morgen flytter alle mine ting hen til Gill og David. Jeg er spændt på, hvordan det bliver – men kan ikke forestille mig, at det bliver andet end godt!

Lidt om, hvad jeg egentlig er en del af, og hvad målet med det hele er

Sweetwaters: I Sweetwaters bor der omkring 60.000 mennesker, heraf er omkring 5.000 forældreløse børn. Området har den største udbredelse af HIV/AIDS i landet (39,1 %). Derudover er det kraftigt præget af, fattigdom, misbrug, vold og kriminalitet. Området er også præget af meget arbejdsløshed - I 2001 var 70 % arbejdsløse.

Hvorfor?: Der er et begrænset antal rollemodeller, for det meget høje antal af børn og unge, der er i området. Mange af husstandene i Sweetwaters er med enlige forsørgere eller børne-forsørgere, hvor der er et fravær af voksne rollemodeller. Desuden har alkoholisme og stofmisbrug skabt meget usunde situationer i mange familier. Den generelle mangel på en sund familiestruktur, har betydet, at børn og unge mangler gode rollemodeller, samt voksen supervision og vejledning. De har ingen at gå til, når livet volder dem problemer, og det fører til forskelligt slags misbrug, lavt selvværd og er fanget i problemerne.

Uddannelsessystemet er også meget ringe. Omkring 24.000 har ikke gået i nogen form for skole. Omkring 46.000 har gået delvist i grundskolen. Omkring 16.000 har færdiggjort grundskolen. Omkring 7.400 har gået delvist i gymnasiet. Omkring 3.400 har gået i gymnasie de sidste to år. (deres gymnasie kaldes High School og er fra 8.-12. klasse). Og kun omkring 400 har en højere uddannelse. Derudover lærer børnene, i deres tidlige år, ikke de krævende grundlæggende færdigheder, som er nødvendige for at klare sig i skolen og dermed klare sig, når de starter i det formelle uddannelsessystem. Eksamenerne er landsdækkende, det vil sige, at de skal tage de samme prøver i slutningen af året, som resten af landet – og da lærerne der underviser, selv har fået dårlig uddannelse, er området fanget i en ond cirkel af dårlig uddannelse og dårlige odds for at bestå og dermed gennemføre.

iThemba: iThemba ønsker at ændre uddannelsessystemet fra bundet og op, over de næste 15 år. De ønske at skabe en generation, der vokser op med uddannelse og muligheder, som vil blive rollemodeller, lærer, leder og bringe håb og en fremtid til området.

Hvordan: iThemba har en masse ansatte, heraf en gruppe mennesker, der kaldes ”field workers”, der tager ud i Sweetwaters hver dag. De står bl.a. for ”life skills”, ”homevisits” og ”life groups”:

• Life skills: er undervisning på skolen, der handler om at leve et godt liv og tage de rigtige valg. At opbygge god selvtillid, at sige nej til vold, at gøre en indstats i skolen, at respektere andre, at tage gode beslutninger osv. En direkte oversættelse vil være: livsfærdigheder.
• Home visits: Her tager de hjem til de unge, for at lytte til dem, vejlede dem og snakke med dem. Hvis familien er åben over for det, snakker de også med familien.
• Life groups: er en slags ungdomsgrupper på omkring 20 børn/unge, hvor der bliver leget, bygget fællesskab og undervist i at følge Jesus og leve som ham.

Så bliver der arrangeret ungdomslejre, børnelejre og andre events, der bringer fællesskab, glæde og håb.

Der er også fokus på at undervise, udvikle og hjælpe lærerne og pædagogerne, både i skolerne og i creche'erne. Samt undervise, udvikle og hjælpe eleverne og børnene. iThemba mener, at de er forpligtet til at tænke grundigt over, hvilken type hjælp de tilbyder. De ønsker, at det de bidrager med imødekommer reelle behov og opfordre de trængende til at deltage i deres egen opløftelse/udvikling. De ønsker, at dem der bliver hjulpet vil voksne og modnes i arbejdet, for at få de færdigheder de behøver, for til sidst at stå på egne ben. Hjælpen skal styrke området, i stedet for at være en midlertidig lindring.

Det er her mit arbejde kommer ind i billedet. Jeg underviser eleverne, så de udvikler færdigheder og tager viden med sig videre, samtidig med at jeg hjælper, inspirerer og udvikler lærerne. På den måde kan lærerne selv fortsætte, når jeg er tager hjem og forhåbentlig, har de fået en større viden og forståelse for det at undervise i billedkunst, og føler sig mere udrustet til deres arbejde. Jeg har løbende lavet eksempler af alt, hvad jeg har undervist i, og vil i slutningen af mit ophold, give hver lærer, som jeg har arbejdet med, en mappe, der kan hjælpe dem med undervisningen næste år.

iThemba betyder håb – og det er målet: Vores passion er at tjene menneskerne i Mpumuza (Sweatwaters) og give dem et håb for fremtiden gennem uddannelse, udvikling og nye færdigheder.