torsdag den 31. januar 2013

Asidlale Assessments


Så er det blevet torsdag aften, og jeg sidder og tænker tilbage på en dejlig dag. I morges var jeg med Sam og Wendy (et zulu-medlem af iThemba) ude på en skole, hvor vi skulle lave nogle tests. Det er et projekt, der hedder ”Asidlale assessments” og går ud på at lave en vurdering af iThembas arbejde i crech'esne (børnehaverne). Man vurdere 60 børn fra 0. klassetrin på en skole, hvor nogle har gået i de creches, som iThemba har været involveret i, og nogle ikke har.

Vi førte 30 elever igennem omkring 15 forskellige opgaver i dag, hvor de blev testet på forskellige evner. Der skulle blandt andet klippes efter streger, limes, genkendes former, farvelægges, de skulle tegne sig selv, lave noget i modelervoks, lægge puslespil og flere lignende ting. Hvert barn blev vurderet på en skala fra 1-3 i hver opgave, alt efter hvor gode de var til at udføre dem. Senere vil tallene blive analyseret, og vi vil få et tal på, hvilken forskel iThemba gør. 

Jeg vidste ikke hvilke elever, der havde gået i en Asidlale Creche (dvs en creche hvor iThemba er involveret) og hvilke der ikke havde. Men det var meget tydligt at se, hvilke børn der havde øvet fingermuskler, koordinering og lign. gennem udviklende leg, og hvem der havde været i creche, hvor de bare skulle passe sig selv. Det var virkelig spændende, og jeg glæder mig meget til at se resultaterne. Det er meget motiverende for både iThemba og de samarbejdende lærer med konkrete tal, der viser fremgang - og samtidig kan tallene bruges til at opmuntre ”pædagogerne” i de andre creches til at ændre deres måde at passe børnene.  








onsdag den 30. januar 2013

Første dag som lærer


Det er tirsdag aften, klokken er omkring 9, og jeg er faktisk på vej i seng... Der er nemlig endnu en gang ingen elektricitet. Det regnede i forgårs, så da vi vågnede i morges, var strømmen gået – Her i Hilton er det næsten blevet en selvfølge, at hvis det har tordnet eller endda bare regnet, så er det lig med ingen strøm, så det var der altså ikke. Da vi kom hjem i eftermiddags, var der stadig ingen strøm – øv! Men så besluttede vi at tage til centeret i Pietermaritzburg og smutte i biografen og se en film i stedet for at være hjemme, hvor man ikke rigtig kan lave noget, når mørket bryder frem. Det gjorde vi så, og det var rigtig hyggeligt. 

Vi så en eller anden film med nogle bedstforældre, der skulle passe deres børnebørn for første gang – den var ret sjov, og det var virkelig rart bare at sidde, slå hjernen fra og grine med.
Udover at der ingen strøm er, så er jeg alligevel klar til at gå i seng, for jeg er virkelig træt! Jeg underviste for første gang i dag – og det gik ret godt. Jeg underviste 7. 8. og 9. klasse i billedkunst mellem kl 8 og 11 i morges. Det var lidt skørt, for da jeg sad i bilen på vej derhen, så spurgte jeg hvad tid skolen startede, da jeg godt kunne regne ud, at vi ikke ville nå det til klokken 8. Jeg fik svaret ”klokken 8, men det går først rigtig i gang kvart over eller måske halv ni. Du skal i hvert fald ikke være der klokken 8, for så er der ingen andre lærer”. En anden sagde også, at nogle gange er det totalt kaotisk med elever over det hele i timerne, så er det fordi noge af lærerne lige har et møde midt i det hele, og så er der ikke lige nogen, der tager sig af dem. Det er godt nok meget anderledes fra vores kultur, hvor man kommer til tiden, og alt er planlagt til mindste minut.
Det var meningen, at Steph skulle have været med, men hun skulle lige til et andet møde, så jeg skulle derud alene! 

Okay... Jeg lærer at undgå panik hernede, når tingene ikke går som planlagt, for ellers ville jeg have været totalt smuldret fra hinanden nu – der er godt nok ikke meget, der er gået som planlagt indtil videre! (Det er meget sundt for mig, tror jeg)
Nårh, men jeg blev sat af på Mashaka School af Sizwe, som lige fulgte mig ind til Syvion, der have noget morgenundervisning, som så fandt billedkunstlæren til mig. Vi hilste kort på hinanden, og så var det ellers bare hen og i gang med at undervise. Først underviste jeg 9. klasse der var omkring 31 elever, derfefter 8. klasse der var omkring 41 og til sidst 7. klasse, der også var omkring 41. Jeg underviste først lidt fra tavlen, og bagefter gav jeg dem nogle opgaver. Det gik egentlig ret godt, men jeg havde meget mindre tid, end jeg havde regnet med. For eksempel havde jeg pludselig kun en halv time til den sidste klasse, og så måtte jeg lige hurtigt ændre opgaven, så den blev lidt simplere og hurtigere at udføre. Jeg synes selv, at alle resultaterne blev gode – nogle af dem, ikke helt som forventet, men hellere at de har fået noget ud af det, end det skal ligne ideerne i midt hoved. Næste gang vil jeg gøre det en del simplere, så jeg har lidt bedre styr på resultatet. 
Det er meget anderledes at undervise i billedkunst og lave kunstprojekter, ligesom faster Britta. For det første begrænser tiden mig en del, og når de er så mange på samme tid, så må niveauet også sættes en del ned, for at alle kan være med. Derfor arbejder Steph i øjeblikket på, at jeg kan lave nogle efter-skole-tilbud som en slags ”kunst-klub”, for dem der har lyst til at fordybe sig lidt mere. Det, synes jeg, virkelig kunne være fedt, for så er jeg sikker på, at dem jeg maler med, virkelig kan lide det jeg laver med dem! Hvis det lykkes, og der er mange, der gerne vil være med, så vil jeg inddele dem i grupper, og gøre det over flere dage. Det er noget nemmere for mig at opnå succes hos børnene på den måde.
Efter at have undervist var jeg meget træt og kunne pludselig mærke hvor meget energi, jeg havde brugt på at undervise i de tre timer. Det var også lidt hårdt bagefter, hvor jeg prøvede at snakke med læreren, for at høre hvad hun syntes om det. Hun virkede på en måde lidt ligeglad, men på den anden side virkede hun også glad for min hjælp. Det bliver godt at skulle tilbage og undervise, og lærer af hver gang jeg har været der, så jeg kan blive bedre, og samtidig vise hvad jeg dur til!
Det var rart at komme tilbage til kontoret, hvor folk så, hvad jeg havde lavet, og synes, det var rigtig godt – Så skal der bare gøres klar til næste tirsdag!

fredag den 25. januar 2013

Home sweet Home


I går ankom jeg til mit nye hjem, hos Debbie og Vaughn Coulson, hvor jeg skal bo indtil 1. marts. Vi kørte i et meget smukt grønt landskab, af bløde bjerge dækket med græs og træer. Da vi pludselig kom til en lang hvid mur, og noget der lignede en lille kirke. Kirken er ikke en kirke, men en bygning med to bomme på hver side, og er det sted man kommer til, for at komme ind i boligområdet, hvor de bor. Så skal man enten bo der eller have en aftale, med nogle der bor der, for at kunne komme ind.
Alle husene i området er virkelig store og helt lyse og hvide, med flotte forhaver og store indkørsler - man er ikke i tvivl om, at det er velhavende folk, som bor her. Jeg vidste godt, at jeg skulle bo på et loft, men havde bare tænkt, at det var et lidt større værelse end normalt. Lidt større ville være en underdrivelse.. Jeg fik nøglen til mit værelse, af Laura, der bliver 15 år på søndag og er parrets yngste datter, og gik op på loftet af en separat bygning, som hører til huset. Der åbnede jeg så døren ind til, hvad jeg vil kalde en lejlighed!

                                          Når man kommer ind, er der til højre tre sofaer, der peger hen mod et fjernsyn, og til venstre er der et slags køkken med vask og køleskab. Længere henne er der så mit eget badeværelse med både badekar og bruser, og så er det det rum jeg sover i, hvor der er tre senge og en altan. Her skal jeg så bo i en måned og have det rigtig godt!

Jeg brugte min første morgen her i morges på at sætte musik på, lave en kop kaffe og tage et bad – det var godt nok en dejlig start på dagen – det kan jeg godt vænne mig til!

Jeg har ikke fået skrevet på min blog før nu, fordi jeg sammen med dem fra efterskolen, har sovet i en kirke, hvor de havde begrænset internet – så det var bedst, hvis vi ikke brugte det. Men nu er jeg her og kan fortælle om den sidste uges tid.
Front (som klassen fra efterskolen hedder) kom forrige lørdag efter en meget lang rejse, og så fandt vi os til rette, der hvor vi skulle være. Alle pigerne, 12 stk, sov sammen i et stort lokale, hvor der også var køkken, og hvor vi spiste. Der var kun et bad – så det har været lidt ligesom at være på camping, sådan at ligge på madrasser, sove i soveposer og have bad-kø. Men det var rigtig hyggeligt. Der var program på alle dagene, og vi har virkelig nået mange ting. Blandt andet:

-Søndag fik vi lov til at besøge Sivion's kirke, der er en zulu-kirke. Det var en helt fantastisk oplevelse, synes jeg, hvor man kom meget tæt på deres kultur. Det var et lille hus, på størrelse med mit værelse, vil jeg tro, der mest bare bestod af fire vægge og nogle plader af blik lagt på som tag. Der var plastikstole, halve bænke og halvt ødelagte stole, som vi kunne sidde på, og da vi havde sat os, var der en kvinde på ”scenen” (der var ingen forhøjning, det var bare der alle stolene vendte mod), som begynde at synge helt vildt højt. Trods de meget primitive forhold, havde de en mikrofon og dertil højtalere og lydudstyr. Vi synes, at det var lidt komisk, både fordi vi nok ville have brugt pengene på stole eller lign. i stedet, og så var rummet så lille, at der overhoved ikke var brug for mikrofon. Sangene blev startet på skift af folk rundt i lokalet, og det var fantastisk at opleve, hvor inderligt og frit de sang med. Præsten, var en lille sort mand i pink silkeskjorte og sort jakkesæt, der råbte højt i det lille rum for at få budskabet igennem. Efter gudstjenesten, hilste alle på alle, og både vi og de var meget optaget af at tage billeder af hinanden.

- Mandag, tirsdag og onsdag brugte vi ude i en creche i sweetwaters. En creche er en slags børnehave, hvor forældrene betaler lidt for at få deres børn passet. Det er her, iThemba gerne vil hjælpe ”pædagogerne” til at forstå, at i stedet for bare at lade børnene passe sig selv, kan man påvirke hele deres liv, ved at udvikle dem gennem leg i deres første år. Crechen hed Siyazama Creche, og vi fik malet en masse udenfor, både grunde og dekorere, vi fik flyttet en masse ting indenfor, så der kunne blive gjort rent og også blive malet der. 
Så fik vi ordnet en kæmpe stor urtehave, ved at fjerne ukrudt i mange mange timer. Og Simon, en ”giv-et-år-medarbejder” fra efterskolen, fik sammen med nogle iThemba folk, lavet et klatrestativ, som også blev super godt. Undervejs fik vi leget med børnene, der meget nysgerrigt kom forbi og så hvad vi havde gang i. Det var fedt at se, hvordan teenagerne fra efterskolen blev glade af at lege med de søde børn, og omvendt, hvor fantastisk de små børn synes det var, at de ville lege med dem.

- Vi var også i Tala, som er en dyrepark ikke så langt fra Pietermaritzburg, hvor vi så giraffer, zebraer, flodheste og næsehorn. Her synes jeg især, at det var fedt at se næsehorn og flodheste, der var ret tæt på os. Vi besøgte også et stort center i Pietermaritzburg, hvor alle fik lov til at shoppe amok og bruge alle sine penge – det var stor succes, især for pigerne!

- Jeg har virkelig nydt at være sammen med hele slænget, både: Kim (lærer), som jeg har siddet på forsædet med det meste af turene og leget DJ Anna med - Eleverne, som jeg har lavet kryds og tværs med, fjollet med, hygget med og malet med - Toft (en GEÅ-medarbejder), som jeg har fyret den maks af med til musikken i bilen, hygget med, stillet morgenmad og frokost frem med, badet med og er blevet rigtig gode venner med – og de andre gutter (GEÅ-medarbejder), som jeg har lavet en masse sjov med.

- De tog hjem i tirsdags, efter vi havde været ude og bade i det indiske ocean – det var vidunderligt at bade i det varme vand og de høje bølger! Det skal jeg uden tvivl gøre igen, inden jeg tager hjem.
Efter at have afleveret front-holdet i lufthavnen, kørte Sam og jeg tilbage til midten af Durban, hvor vi skulle mødes med de andre fra iThemba. Vi mødtes på Moses Mabhida Stadium, hvor vi alle skulle se Sydafrika spille fodbold mod Angola. Det var en helt særlig oplevelse! Der var omkring 50.000 tilskuer hvoraf omkring 95% var sydafrikanere – og alle var super glade og festlige og blev helt vilde, da ”vi” (sydafrika) vandt 2-0. Det var virkelig fedt at være en del af, og dele festen med dem.
Samme aften sov jeg hjemme hos Sam og Stu, så jeg ikke skulle i gang med flytteri sent om aftenen. De er virkelig søde og tager sig rigtig godt af mig – så det er virkelig dejligt! Debbie, jeg bor hos nu, er virkelig også en dejlig dame. Hun er virkelig omsorgsfuld og siger, at jeg bare skal sige til, hvis jeg mangler noget. Jeg spiser havregryn og frisk frugt, og i dag har hun købt rugbrød, kun for min skyld – det er virkelig sødt af hende! Jeg er sikker på, at det bliver en rigtig god tid her.

- I dag var jeg på kontoret omkring klokken elleve, og da jeg kom, stod der en masse papir, pap og lign. fra Steph's mor, som jeg måtte vrage og tage fra, som jeg ville. Det brugte jeg et par timer på, og klokken et skulle vi ud på en skole, hvor jeg skal undervise 0.-4. klasse i billedkunst. Vi fik snakket med læreren fra 4. klasse, der var meget begejstret og taknemlig for, at jeg skal komme og hjælpe. Nu begynder det at forme sig, og jeg skal lige straks i gang med det, som jeg har planlagt et års tid – det bliver for fedt! På tirsdag skal jeg ud på Mashaka Highschool og undervise 7. 8. og 9. klasse i billedkunst – det bliver første gang, jeg skal undervise, og jeg er meget meget spændt! Jeg har forberedt, at jeg skal undevise i farvecirklen, grundfarver, sekundære farver, kolde farver og varme farver. Jeg har jo egentlig ingen erfaring inden for undervisning, men som jeg også har sagt, til folk jeg har snakket med, så vil jeg bluffe mig igennem det hele, og lade som om, at jeg aldrig har lavet andet. Uhh det bliver spændende at komme i gang – jeg er lidt nervøs, men det er på en god måde.  















lørdag den 12. januar 2013

Dulcé Café reder dagen

Lige nu sidder jeg på Dulcé Café midt i Hilton og spiser morgenmad sammen med Karabo. I går aftes da vi kom hjem, havde vi endnu en gang ikke noget elektricitet, og da vi vågnede i morges, var den der stadig ikke. Så nu sidder vi altså her, hver med vores computer, har netadgang, har spist morgenmad, fået varm kaffe og er glade - Dulcé Café reder dagen!
Når jeg kigger ud,  kan man ikke se 100 meter frem på grund af tåge og regn, og så er det ret koldt - det er lidt trist, men det skulle heldigvis blive bedre på mandag!
Der er sket en masse ting denne uge, bla:
- Onsadg aften hvor jeg skulle hen til Karabos nabo og spise. Karabo fulgte mig derhen, men jeg skulle selv være der og spise. Jeg havde ikke mødt dem inden, så jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle forvente. Vi stod foran hegnet til deres hus og ventede, til der pludselig kommer en bil bagfra, hvori Katherine sidder. En stor dame, lidt skiløjet, stort, kruset, rødt hår og en gennemtrængende stemme. Katherine er moderen i familien med en pige, Megan, en dreng, Bryan, sin mand, John, og derudover fire hunde, tre katte, to papegøjer, en masse fisk, ti får og en masse høns... det skulle vidst være det hele! 
Det var virkelig noget af en oplevelse, at træde ind i dette kæmpe hus, med alle disse dyr og denne familie. Det var et meget gammelt hus, hvor væggene var skæve og malet i alle mulige forskellige pastelfarver. Der var højt til loftet, en masse gange og rum, så det var svært at finde rundt, og så var alle møblerne købt i samme stil som huset. - Og i baggrunden spillede gamle sange, der lød som om, de kom fra en grammofonplade (det gjorde de ikke, men det lød sådan). Katherine havde lavet noget sydafrikansk mad, som jeg synes smagte rigtig godt - det var nogle gule ris med rosiner i og en slags lasagne med en masse kødsmulder i. I starten var det lidt lidt svært at få samtaler til at glide, men efter lidt tid begyndte jeg at smide lidt jokes ud - og så blev det faktisk rigtig hyggeligt. Efter at have spist aftensmad, spist dessert og drukket kaffe - var klokken pludselig halv ti, tiden var fløjet afsted og Katherine fulgte mig hjem igen. Det var sjovt at dumpe ind i deres verden i et par timer, og se hvordan de levede. 
- Torsdag aften var Karabo og jeg bare hjemme. Jeg hjalp med at lave disse Baby-kort til Sizwe og Syvion, der snart skal være fædre. Men så midt i kreativiteten begyndte det pludselig at lyne og tordne. Det lød helt vildt voldsomt, fordi lydene bliver forstærket, når der er bjerge og dale. Jeg synes faktisk, at det var ret ubehageligt, men Karabo så meget rolig ud, så det gjorde det nemmere ikke at gå i panik. Pludselig gik lyset og dermed elektriciteten, og så måtte vi tænde stearinlys for at kunne fortsætte med kreativiteten. Det var ret komisk, at sidder der midt i mørket og prøve at lave noget. Men det var faktisk rigtig hyggeligt, og vi grinede en masse over situationen. Hun havde noget mad i ovnen, men det nyttede jo ikke så meget, når der ikke var elektricitet, så vi kørte mod Pietermaritzburg og fandt et pizzeria. Næste morgen var elektriciteten heldigvis tilbage og vi var glade!
- I går gik formiddagen med at gøre klar til, at dem fra efterskolen kommer. Vi lagde en masse madrasser ud, lagde lagner og hovedpuder på og fyldte skabene med mad. Det var ret hyggeligt, fordi vi var en masse - så der fik jeg snakket og grinet lidt med nogle af de andre - dejligt!


Da vi kom tilbage omkring kl 11, lavede vi denne her "surprice-baby-shower" for Sizwe og Syvion - og de blev såå glade! De havde slet ikke "lugtet lunten" og blev meget overrasket. Der var hængt en masse babytøj op i lyserøde og lyseblå farver, så var der lyserøde og lyseblå cup cakes og så skulle de klædes ud som babyer og lege nogle lege. Det var virkelig hyggeligt, og vi grinede rigtig meget - så det var fedt! Det er sådan nogle ting, der styrker fællesskabet! (og så var alle meget imponeret over de kort, som jeg havde lavet, så det var dejligt!)

- Nu sidder jeg så her - er mæt, glad og tilfreds! Det er mors fødselsdag i dag, så var meget glad for, at Karabo foreslog, at vi tog herhen, så jeg kunne skype hjem og sige tillykke. Det er nu smart med skype, at man kan ringe hjem, uden den koster noget - så føler jeg mig ikke helt så lang væk hjemmefra! 
Sener i dag kommer dem fra efterskolen, og jeg glæder mig meget til alle de ting, jeg skal lave med dem!

onsdag den 9. januar 2013

Første dag på arbejdet

Dagen i går var første dag på arbjedet, og den var ikke helt som forventet...
I går kørte vi hjemmefra kl 7:50 mod iThembas hovedkontor, der ligger i Hilton. Da jeg kom ind var alle meget imødekommende, og jeg blev mødt med smil og knus. Sizwe, der hentede mig i lufthavnen i søndags, præsenterede mig for alle, og det var dejligt at møde dem, som jeg har hørt om så længe. Han viste mig også et lille bord og en plasticstol, der skal være mit "kontor" de næste måneder. Ved siden af stod der en hel masse mad og poser og alt muligt, men det bliver fjernet på lørdag, hvor dem fra efterskolen kommer. Jeg tror, jeg vil købe en lille plante eller sådan noget - bare for at gøre det lidt mere personligt.
På mit skema stod der, at jeg skulle med Sizwe rundt i området og følge ham hele dagen, men han skulle altså være på kontoret hele dagen. Bum.. Nårh.. hvad skulle jeg så lave indtil klokken 17? Den første time sad jeg bare for mig selv og prøvede at udforme nogle kunstprojekter. Men det var ret vanskeligt, da jeg slet ikke ved, hvilke klasser jeg skal være i, og hvad lærerne gerne vil have, at jeg laver. Jeg havde heller ikke min computer med, for jeg troede jo, at jeg skulle med Sizwe hele dagen. Omkring halv ti til ti var jeg heldigvis med til lidt. Stu lavede en præsentation af hele iThemba Projektet, og det blev jeg meget motiveret og inspireret af - så det var fedt. - Under apartheid blev de sortes uddannelse nedprioriteret, hvilket bla. medførte, at dem, der skal undervise den nye generation, har begrænset viden og evne til at lære fra sig. Hvilket ender i en ond cirkel, da næste generation også vil få ringe uddannelse. iThembas ønske er at inspirere og coache lærerne, samt undervise og udvikle børnene. De mener, at hvis man påvirker barnet, når det er mellem 0 og 6 år, vil det have indflydelse på dem resten af livet. Så i stedet for bare at skulle passe sig selv og blive fodret en gang i mellem i disse daginstitutioner, så vil iThemba gerne, at de bliver udviklet med leg og undervisning. De vil altså prøve at bryde den onde cirkel. Det er en meget langvarig proces, men allerede nu begynder man at se stor forskel, hvilket er meget opmuntrende og motiverende. (Det var i meget korte træk, hvad de vil)
Efter det sad jeg lidt for mig selv igen, og så kom, en der hedder Syvion, hen til mig og sagde, at han ville vise mig rundt i Sweetwaters. Vi kørte afsted i hans bil og han fik vist mig en meget stor del af området, og mange af skolerne. Børnene starter først i børnehave og skole på mandag, så det var bare udefra, at jeg fik set tingene. Det var virkelig fedt at se området og tænke på, at det er her, jeg skal prøve at gøre en forskel. Det er et kæmpe stort område - der bor mellem 50.000 og 60.000 mennesker i Sweetwaters, og det er ikke ligesom en township, hvor husene er mega tæt pakket, der er masser af plads i mellem, så det fylder virkelig meget.
Vi var nok tilbage igen omkring klokken 12 og fra der af, havde jeg ikke rigtig noget at lave til kl 17. Det var ret frustrerende bare at sidde, når man kommer fuld af energi klar til at hjælpe - men Afrika er Afrika - og heldigvis skal jeg være her i lang tid, så jeg skal nok nå at hjælpe en hel masse! Og hende, som jeg har haft alt kontakt med, kommer først tilbage fra ferie på torsdag - det tror jeg også har meget at sige.
Meget bedre forberedt i dag!
I dag var jeg meget bedre forberedt, og havde pakket computer, bog, ipod og tegneting -  Nu kunne dagen bare komme an! Men med forventningerne helt nede, blev jeg meget positiv over dagens forløb. Jeg startede med at være med til et slags personalemøde, hvor der blev sagt velkommen til alle. Udover mig, der er ny frivillig, så er der fire nye i personalet også, og vi skulle alle fortælle lidt om os selv. Selvom jeg ikke er igang endnu, så er det rart at føle, at man er en del af et team, der har en god mission. Så var der en, der havde fødselsdag, hvilket selvfølgelig skulle fejres med kage - lækkert! Det meste af formiddagen og middagen har jeg brugt på at finde noget papir til nogle kort. Sizwe og Syvion bliver begge fædre inden for de næste par måneder, så på fredag holder vi vidst en lille "suprice-tillykke-fest", hvor de selvfølgelig skal have et kort, hvor alle har skrevet en lille hilsen. Det tog lidt længere tid end forventet, at hente disse ting, da der stadig ikke er strøm i dele af byen, og vi derfor måtte køre til Pietermaritzburg. Og nu er klokken allerede fire, og der har ikke været ret meget tid i dag, hvor jeg ikke har haft noget at lave - så det er virkelig dejligt!

På lørdag kommer holdet fra efterskolen, som jeg skal bo med og være sammen med, alt den tid de er her, så der kommer jeg i hvert fald til at lave en hel masse! - det bliver også super fedt!

mandag den 7. januar 2013

Fremme hos Karabo

I går fik jeg sagt farvel til Lauren, der kørte mig til stationen, hvorefter jeg tog toget til lufthavnen. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå, da jeg kun havde fået meget korte instrukser. Men det gik helt fint, og jeg kom frem til "check in" omkring to timer før - så det var jo god tid!
Jeg var lidt spændt på vægten af min bagage - Fra KBH til JHB måtte min kuffert veje 30 kg, men mellem JHB og Durban måtte den kun veje 20 kg. Jeg købte derfor en ekstra taske, som jeg ville proppe de 7 kg jeg havde for meget, ned i og kalde den for min "anden håndbagage". Lauren havde ingen vægt derhjemme, så jeg var meget spændt på, hvor meget vægten var gået ned, og om de ville have, at jeg skulle betale for den ekstra (meget store og tunge) håndbagage. 
Jeg stillede forventningsfuldt kufferten på vægten, og den vejede 18,8 kg - Perfekt! Samtidig havde de meget travlt med at flytte mig til et andet fly, fordi det, jeg oprindeligt skulle med, var overbooket, så jeg endte heller ikke med at skulle betale for den ekstra taske - Dejligt!
Det var en meget kort flyvetur, sammenilgnet med den anden, så det var rart, kun omkring en time. I lufthavnen kom Sizwe, et zulu medlem af iThemba, og hentede mig. Han fortalte, at vi lige skulle hente hans kone, svigerinde, svigermor og svigermormor i et shoppingcenter og så hjem til mormoren og skifte bil. Jeg var lidt spændt på, hvordan der skulle være plads til os alle, men jeg havde luret, at der var et ekstra sæde i bagagerummet ved siden af min kuffert. Da vi nåede frem til shoppingcentret, foreslog jeg, at jeg hoppede om bag i til min kuffert - og det var et godt træk, for det var nogle lidt store madammer. Vi kørte en times tid, bilen fyldt med madammer, der spørger til alt mellem himmel og jord om Danmark, og jeg sidder pænt, klemt bag tasker og kufferter bag i bilen, og fortæller alt hvad de vil høre.
Mormoren boede tilsynladende i områdets største ghetto, og da vi skiftede bil, skulle alle naboerne lige ud og kigge hvad jeg var for en. Det var lidt skummelt det hele og der var meget mørkt, men jeg følte mig overhoved ikke utryg på noget tidspunkt, og det var også et kort ophold. 
Efter yderligere en halv time i bil kom vi så frem til udkants-Hilton. Der har åbenbart været en kæmpemæssig storm, så træer lå væltet omkring på vejene, så vi måtte køre udenom. Heldigvis kom vi helskindet frem til Karabo og hendes mors hus, som jeg skal bo hos til på lørdag. Vi var fremme omkring klokken otte om aftenen, hvor Karabo stod i døren og bød mig velkommen.. efterfulgt af "Ja, på grund af stormen, har vi desværre ikke noget elektricitet" - "velkommen til afrika" tænkte jeg, det skal nok blive spændene det her. Jeg kom indenfor i det mørke hjem, der var oplyst af nogle få stearinlys, og hun viste mig et fint værelse, som jeg får lov til at låne. - og jeg fik en god nats søvn efter en lille snak med Karabo.

I dag har jeg fået en lille rundvisning i byen, Hilton og den lidt større by Pietermaritzburg - og så glæder jeg mig ellers til i morgen, hvor jeg skal møde folkene bag iThemba for første gang!!    

torsdag den 3. januar 2013

Nytår i Bushen

I dag er det torsdag d. 3. januar og et nyt år er begyndt. Jeg kom tilbage fra fire dage i bushen i går, og selvom der kun er gået seks dage af min næste fem måneder lange rejse, så har jeg allerede oplevet rigtig meget. Min taktik hernede er at tage en dag ad gangen, for ellers har jeg ikke mulighed for at rumme alt det, der skal ske forude. Og det virker rigtig godt for mig – så kan jeg leve i nuet og suge alt til mig.

Vores tur til bushen startede med, at Laurens veninde Dayle kom og hentede os i hendes bil. Allerede her var bagagerummet helt fyldt og vi manglede stadig at hente den anden veninde... Nårh, men det gik og vi fik pakket solhatte, sommerkjoler, vin og champagne, masser af mad og snacks, toilettasker, kameraer og meget mere – vi ville i hvert fald ikke ende med at gå ned på udstyr.

Der skal lige siges, at i Sydarfika har man et lidt andet forhold til distance, end vi har i Danmark, fordi landet er så meget større. Jeg synes for eksempel, at det er ret langt væk, at have en kæreste der bor i Jylland, så man skal køre tre timer for at se hinanden. Men fire-fem timers kørsel hernede er altså ikke noget at tænke yderligere over. Seks timer i bilen nord på, med et par enkelte stop, og så var vi fremme midt i bushen. Det var veninden Dayle's søster, som havde de her hytter ude i bushen. Det var en stor hytte, hvor køkkenet og stuen lå, og så var der tre andre hytter med soveværelse og badeværelse. Og så var der selvfølgelig en pool midt i det hele, og når man ligesom kiggede ud i ”haven”, så var det bare bushen i stedet for, hvor de vilde dyr gik rundt (sejt!). Jeg delte hytte med Lauren, og det var rigtig fint.

Om aftenen gik jeg i seng lidt før de andre piger, og blev mødt af en stor frø på vej ind i værelset. Jeg skulle lige til at løbe tilbage til de andre piger, men besluttede mig for at tage mig sammen. Jeg ville ikke være denne skandinaviske pige, der ikke kunne klare bushens dyr. Så jeg greb min ene sko og tænkte, at hvis jeg lige så stille daskede med skoen bag ved den, ville jeg kunne kontrollere hvilken vej den hoppede. Og heldigvis lykkedes det mig at få den dasket hele vejen ud. Jeg skyndte mig at hoppe i seng og få tankerne væk - for hvis man først begynder at tænke over, hvad der kan gemme sig under sengen eller bag gardinet eller bag toilettet, så falder man altså aldrig i søvn, når man ligger i en hytte midt i bushen.

Det meste af tiden gik med at slappe af, lave absolut ingen ting og hoppe i poolen en gang i mellem, når det blev for varmt. Jeg var overrasket over, at jeg ikke blev mere rastløs over at lave ingenting, men det gik op for mig, at fordi min rejse er så lang, så gør det ikke noget, at der går nogle dage med at lave ingenting – hvis jeg kun var afsted i tre uger, så ville jeg slet ikke kunne holde ud at lave ingenting en fjerdel af tiden. Så det var rart at indse.

Så blev det den 31. december, og jeg var meget spændt på, hvordan dagen ville udfolde sig. Da klokken var omkring fem om eftermiddagen, og vi havde været i poolen det meste af dagen, følte jeg mig pludselig ret ensom. Jeg var sammen med de her tre andre piger, der er ti år ældre end mig og er et helt andet sted i deres liv end mig – og så var vi midt ude i ingenting.. Der var et øjeblik der, hvor jeg slet ikke lige kunne overskue at være der, hvor jeg var, og jeg blev ved med at tænke på familie og kæreste og venner i Danmark, der nok var midt i de fedeste nytårsfester.

Men så råbte Lauren pludselig op fra værelset, at der var et eller andet kæmpe kryb, der skulle dø. Og så for vi andre hen til hende med ”dræber-alle-kryb-spray” i hånden, for at få det her kryb dræbt, der kravlede rundt på gulvet. Det var faktisk ret sjovt, fordi vi alle var ret paniske, og dyret bare ikke ville dø. Langt om længe fik vi taget på denne ubudne gæst, der lignede en blanding mellem en kæmpe myre og en krabbe. Efter det, var alle tankerne omkring Danmark væk, og jeg var klar til at holde nytår! Vi fik lavet noget lækkert mad og drukket nogle gode flasker rødvin. Og da klokken nærmede sig midnat, fik vi åbnet champagnen og skiftet til badetøj. Tanken var nemlig, at vi skulle hoppe ind i det nye år, ved at hoppe i poolen. Og sådan gik det til – vi talte ned fra 10, og da vi nåede 0 hoppede vi alle fire i poolen. I det øjeblik måtte vi alle glemme, at der var frøer over det hele, både i og uden for poolen (AD!).

Det var virkelig lækkert at svømme rundt i poolen midt om natten, og det var faktisk varmere end luften. Pludselig, midt i vores lille poolfest, kunne vi se en masse fyrværkeri gennem træerne lidt længere væk. Jeg havde slet ikke forventet at se fyrværkeri der ude midt i bushen, så jeg blev meget begejstret og synes, at det var prikken over i'et på min nytårsaften. Nu tænker jeg tilbage på aftenen som en virkelig god, speciel og mindeværdig nytårsaften, jeg nok aldrig vil glemme – Skønt!!

Nytårs dag var sidste dag i bushen, hvor de andre spurgte mig, hvad jeg gerne ville, og jeg havde hørt Dayle snakke om, at der var giraffer, så det ville jeg virkelig gerne på udkig efter. Omkring klokken 16 kom naboen forbi med hendes Jeep, og så drog vi ellers på ”game-drive”, hvad vi nok vil kalde safari. Det var virkelig virkelig fedt!! Vi fire piger hoppede om bag på ladet, mens Dayle's søster og naboen sad inde i bilen. Jeg har det her billede i mit hoved, hvor vi står bag på ladet af denne jeep og holder virkelig godt fast, fordi der er sten over det hele og skranter vi kører op af, og vi har vinden i håret, og man kan mærke støvet på sin hud, om man står med lidt bøjet knæ for ikke at falde af  og i baggrunden er der de vildeste bjerge, der fuldstændig tager pusten fra en – I kan tro, at jeg følte mig sej på det her tidspunkt. Det var som at være midt i en film, hvor jeg var denne her pige, der boede i bushen og var vant til det vilde liv. Vi fik set zebra'er, gnuer, en lang slange (puhaa...) og en giraf med sin unge. For mig var det virkelig højdepunktet af den tur.

Dagen efter kørte vi den lange vej tilbage til Johannesborg, hvor jeg startede min rejse, og fik sagt farvel til de to andre piger, der forsikrede mig om, at de vil komme og besøge mig, når jeg er i Hilton.

I går eftermiddag gik med skype-opkad til mor og far og senere kæresten, for at vise at jeg ikke var blevet spist af en løve og ellers fortælle om mine dage i bushen – det var nu dejligt! Efter det faldt jeg i snak med Lauren, og vi sad på hendes seng og snakkede i seks timer, fandt vi pludselig ud af, da vi fik kiggede på uret – woops.. og joken blev, at vi vidst ligner vores mødre lidt for meget. Det var nu rigtig dejligt at høre om hendes liv og fortælle hende om mit eget.

Lige nu sidder jeg hos Laurens mor, Maryl i en dejlig hængestol på deres terresse, og nyder duften fra roserne i hendes have. Jeg kan mærke solen på mine ben, høre vandet risle i floden og kigge på den smukke natur, der har så mange planter og blomster og træer, som jeg aldrig før har set.
De næste dage skal jeg tilbringe i Johannesborg. Lauren har en masse steder, butikker og cafeer, som hun glæder sig til at vise mig – så det glæder jeg meget mig