tirsdag den 23. april 2013

Cykelturist og festhatte


Så er endnu en uge gået, det er blevet mandag igen, og jeg har en masse at fortælle.
Sidste mandag, havde jeg planer med Karabo om at tage til Durban, for at besøge et kæmpe akvarium. Men på vejen derind kom vi forbi nogle cykler, man kunne leje, og da vejret var helt fantastisk, besluttede vi os for at leje et par cykler i stedet. Vi lejede to cykler i to timer, og cyklede rundt nede ved vandet. Det var simpelthen såå skønt! Vejret var, som sagt, fantastisk, nok omkring 32 grader, og alle var bare så glade. Der var masser af folk på stranden, og rundt på de små cafeer var der fyldt med tørstige gæster. Vi cyklede rundt, legede turister, tog billeder, spiste is, grinede og nød bare ”at være”. På vejen tilbage kunne jeg simpelthen ikke modstå fristelsen, og smed tøjet (havde stadig undertøj på) og hoppede i vandet. Det var utrolig varmt og lækkert!
Det var en dejlig afslappende dag, og en skøn måde at nyde vejret på.
Onsdag havde Steph fødselsdag, og hun ville rigtig gerne spise frokost med mig. Det er jo altid dejligt at blive valgt! Jeg tog ud til cafeen lidt før, for at sætte lidt balloner op og tage en fest hat på - hun blev rigtig glad, og vi fik hygget i  et par timer, med lækker frokost.
Ellers underviste jeg som jeg plejer, alt går stadig godt! Lige for tidene er jeg helt oppe og køre over en kunstudstilling, som jeg er ved at planlægge. Det er alle billederne som er blevet lavet i min ”after-school-art-club”, der skal udstilles. Det kommer til at være d. 5. maj, på Mashaka skole, hvor Kunst-Klubben er. Jeg har allerede fået lov af rektoren, som har givet mig et klasseværelse til rådighed. Der kommer til at være musik i baggrunden - jeg har fået en del til at hjælpe med at lave noget mad - jeg står selv for drikkevarer, og jeg har sendt invitationer ud. Jeg har sagt til mine elever, at det er deres fest, det er deres kunst, der skal vises frem, og de er kunstnerene. Jeg har givet dem nogle invitationer med hjem, så de kan invitere deres familie og venner med. Jeg glæder mig virkelig meget, og håber bare, at alt kommer til at gå godt. Synes det er super vigtigt, at jeg får sluttet af med sådan en fremvisning, hvor de virkelig kan blive anderkendt og være stolte af, hvad de har lavet.
Så er jeg også flyttet ”hjem” igen. Er flyttet tilbage til Debbie og Vaughn, som jeg boede hos i starten. Det skete i lørdags, og det er bare rigtig dejligt, at have den sidste tid her.
I går var jeg på tur med Sam og Stu og deres baby Caleb, til ”The valley of a thousand Hills”. Det er et smukt sted med en masse flotte bjerge! Desværre var vejret regnfyldt, så jeg kunne ikke se udsigten så godt. Men vi spiste frokost på en sød restaurant, og det var dejligt at sidde sammen med Sam og Stu og snakke. De er simpelthen så behagelige at være i selskab med. Bagefter kørte vi hen til en kæmpe stor have, der hørte til et hotel og en cafe. Det havde tidligere været en mands hus – det var enormt!! Nårh, men haven var et naturområde, som var bevaret, så der var bare super mange flotte forskellige planter og træer. Der gik vi en dejlig tur efterfulgt af en god kop kaffe. Selvom vejret ikke var fantastisk, var det en super hyggelig dag!


lørdag den 13. april 2013

Tid til en lille opdatering


Så er det blevet lørdag, og det er blevet tid til en lille opdatering på mit liv. Jeg sidder her ved spisebordet i stuen med lidt popcorn og chips ved min side. Jeg kigger ud på den smukke udsigt, der består af høje smukke træer og i baggrunden smukke bjerge. Jeg kan høre hundende udenfor, der ivrigt prøver at skræmme aberne væk. David sidder i sin stol, med sin øl og ser rugby, mens Gill sidder ved siden af i sin stol og hækler små firkanter til et tæppe, hun arbejder på. Jeg er efterhånden faldet meget godt til, og de har mange gode historier at fortælle fra deres liv, som jeg nyder at lytte til. Da jeg kun har en uge tilbage her, før jeg skal tilbage til Debbie og Vaughn, har jeg inviteret dem ud og spise til frokost i morgen – det skal nok blive hyggeligt.
I går købte jeg min billet fra Durban til Johannesborg, og jeg kommer til at lette fra Durban d. 14. maj. Det vil sige, at jeg kun har fire uger tilbage hos iThemba. Det er godt nok underligt at tænke på. Selvom jeg også glæder mig til at komme hjem, så kan de næste fire uger pludselig ikke gå langsomt nok. Jeg har fået det planlagt sådan, at når jeg lander i Johannesborg, så tager jeg lige et par dage til pretoria. Der skal jeg være sammen med min veninde Anthea, som jeg gik i Pre-School med, da vi boede her. Det glæder jeg mig virkelig meget til! Det bliver såå sjovt at se hinanden igen.
Nårh, men hvad har jeg ellers fået tiden til at gå med de sidste par uger...
Ugen efter at iThemba Danmark var taget hjem, var det stadig ferie, så jeg skulle ikke ud på skolerne og undervise. Derfor var jeg med til en af de ”Holliday Clubs”, som iThemba arrangerer for børnene i de forskellige områder. Der har været et team af 6 unge fra USA i tre uger, og de havde sammen med Thulandi, arrangeret den ene Holliday Club. Egentlig følte jeg mig lidt overflødig, da jeg jo ikke havde været med til at lave noget, men jeg blev ansvarlig for at holde tiden – og det var jeg nu også god til. Den første dag, jeg var der, sad jeg i en times tid og snakkede med Syvion, som også arbejder hos iThemba. Han sad og delte virkelig personlige ting, og jeg følte mig simpelthen så heldig over, at få lov til at sidde og lytte til ham. 
Han er en utrolig rolig og dejlig mand, der har været igennem en masse ting, som har formet ham, til den han er. Nogle gange skal man altså bare sætte sig, tie stille og lytte!
Weekenden stod ikke på så meget.. jeg var i kirke, løb en tur med David, så lidt friends, var i ”the Mall” og var ude og gå en god lang tur med Steph. Og så gik jeg ellers og glædet mig til, at det skulle blive hverdag igen, så jeg kunne komme tilbage til undervisningen.
Og det var, som forventet, dejligt at komme i gang igen. Ugen stod på masser af undervisning og planlægning af undervisning. Jeg havde glemt, hvor meget energi det tager at undervise - Især tirsdag er hård, fordi jeg har tre klasser lige i rap fra morgenstunden af. Men det tager bestemt ikke glæden fra mig – jeg synes stadig, at det er super fedt at undervise!
Der har også, i løbet af de sidste tre uger, været et team fra England, som Steph har taget sig af. I morges skulle de op og bestige Mvubu Hill, som er det største bjerg i SweetWaters. Sidebemærkning: Dem der bor her, kalder det ikke et bjerg, men en bakke.. men jeg kalder det altså et bjerg!! iThemba tager ofte deres teams derop, fordi man kan se hele SweetWaters derfra, og da jeg ikke havde været der før, ville jeg meget gerne med. Det fik jeg selvfølgelig lov til, og sammen med Syvion, Steph, hendes mand David og teamet fra England, besteg vi i morges Mvubu Hill. Det var virkelig en dejlig tur, og der var en fantastisk udsigt deroppefra. Det var sjovt, fordi jeg ligesom kunne genkende tingene. Jeg kunne se de skoler, jeg underviser på, og der hvor iThembas Community Center skal være. Det var en skøn måde at starte dagen på.







torsdag den 4. april 2013

Dansk besøg


I mandags fik jeg taget afsked med iThemba Danmark, der efter at have været her siden sidste fredag, var på vej hjem. Det har været nogle helt fantastiske dage med dansk selskab. Vi har virkelig grinet meget og haft det sjovt! Teamet bestod af: Kim, der er lærer på Rudehøj efterskole, og hans kone Dorte. Sigbjørn og Mette, tidligere forstander par på Rudehøj efterskole og deres søn Jeppe. Andreas, Karoline og Julie, tidligere elever på Rudehøj og Daniel, som går i samme kirke som Julie og Andreas. Og ikke mindst min vidunderlige kæreste, Christian. Jeg var med i lufthavnen for at hente dem, og jeg glædet mig simplethen så meget, at min mave slog knuder. Da vi stod og ventede på, at de skulle komme ud, var Sam og jeg pludselig midt i en kæmpe, sydafrikansk fest. Der var et stort kor bestående af sorte kvinder i lilla kjoler, og der var balloner og flag, og flere og flere kom for at synge med. Vi fandt ud af, at det var den sydafrikanske kardinal, der var på vej hjem fra pavevalg i Rom. Han havde åbenbart været på det samme fly som de andre. Til sidst var der nok omkring 300 mennesker, der stod og sang og festede og jublede helt vanvittigt, da han kom. Desværre kom han ud før de andre, så de gik glip af festen. Det kunne ellers have været en fed velkomst. Men de kom, og de var trætte men glade, og jeg var helt vildt glad. Det var godt nok rart at se Christian igen.
Da skolerne havde lukket på grund af påskeferie, skulle jeg ikke undervise, og så kunne jeg bare være med i alt det, de skulle lave. Det var virkelig fedt. Vi boede hos Debbie og Vaughn, dem jeg boede hos i starten, og alle var helt oppe og køre over, hvor fantastisk et hus det var. Ligesom med FRONT klassen i januar besøgte vi Syvions kirke om søndagen, denne gang var gudstjenesten bare lidt længere – omkring 2,5 time. Det er lidt lang tid at sidde til en gudstjeneste, når man ikke forstår et eneste ord. Men igen var det en fed oplevelse, og det sætter en masse tanker i gang hos en.
Om mandagen var vi ude på to hospitaler sammen med en mand, der hedder Allan. Han har startet et projekt med sin kone, hvor de tager ud og leger med børnene på hospitalerne. Hernede er der ikke utænkeligt, at man er indlagt mere end en måned eller to, og det er sjælendt, at forældrende har råd til at tage en dag fri, for at besøge deres børn. Derfor tager Alan og hans kone, og nogle af deres Zulu-medarbejder ud og synger, leger og tegner med børnene. Det var svært at forstå, at det virkelig var et hospital, da det bare ligenede en creche i sweetwaters. Det er regeringen ansvar at vedligeholde bygningerne, men de gør slet ikke noget ved det. Det var hårdt at være i, men det var fedt at få børnene til at smile og grine, ved at synge, fortælle historie, tegne og lave ballondyr med dem.
Vi arbejdede også tre hele dage ved ”community centeret”, som er det sted, iThemba har fået et stykke jord af høvdingen, til at bygge nogle klasselokaler, børnehave, toiletter, drivhus mm. Den første dag regnede det, og vi blev totalt mudret ind, fordi vi skulle vende jord og plante græs. Men humøret var højt, og vi hyggede os i hinandens selskab. Om onsdagen fik jeg hjælp af pigerne til at male mit vægmaleri færdigt. Det var hyggeligt bare at være os, og det blev super godt – så jeg er meget tilfreds med resultatet!
Når vi bare var derhjemme i huset om aftenen, havde vi det skide skægt. Den ene aften opfandt vi for eksempel vores egen leg, der hele tiden blev udvidet med specielle regler om skøre lyde og mærkelige håndbevægelser. Det var en sjov blanding af mennesker i forskellige aldre, der alle sad, og var ved at dø af grin. Jeg troede faktisk, at jeg skulle kaste op på et tidspunkt, fordi jeg grinede så meget. - Åhh hvor har jeg savnet dansk humor!
En anden aften fik Sigbjørn pludselig også den idé, at vi skulle lege gemmelege i det kæmpe store hus, og skøre som vi er, var alle pludselig med på ideen. Hold da op, hvor var det også sjovt. Det var omvendt gemmeleg - så én gemte sig, og så skulle alle de andre finde den person, og gemme sig der, til alle havde fundet gemmestedet. Det resulterede i ti mand der gemte sig bag ved gardiner, i brusekabiner, under madrasser, i kister og ande skøre steder. Det har virkelig været en skøn flok mennesker, der bare har være med på sjov til hver en tid.
Onsdag aften havde jeg arrangeret en lille suprise for Christian. Jeg havde bestilt bord på en sydafrikansk restaurant i Durban, hvor vi tilbragte tre timer. Det var helt fantastisk med udsigt til havet, lækker lækker mad, god rødvin, ansigtsmaling, musik og sang og ubeskriveligt dejligt selskab. Det var dejligt at have en aften for os selv.
Fredag gik turen til præcis de samme steder, som jeg var for et par uger siden med Sam, Stu, Debs og Camilla: st. Lucis og Hluhluwe. Men det blev bestemt ikke dårligere af, at det var anden gang. Især aftenen i St. Lucia stå klart for mig. Luften føltes tropisk fugtig, fordi dagen havde været så varm, og vi nu var tæt på havet. Der var masser af palmer, og stjernerne glimtede på himlen. Man kunne høre lyde fra restauranten lidt længere nede af gaden. Folk der sankkede ,og nogle sydafrikanere der optrådte på gaden med trommer og dans. Vi havde klemt os sammen i en af de tre små lejligheder, vi havde lejet. Nogle af os sad ude på terrassen og resten sad indenfor og nød maden, som Sam havde forberedt det meste af hjemmefra. Senere hoppede vi alle sammen i poolen og teede os åndsvagt, så vi alle sammen blev smidt op på værelserne. Vi blev nemlig enige om, at vi nok ikke kunne være stille, hvis vi skulle være i poolen. Og så gik vi i seng med et smil på læben, og fik hvilet ud til flere dage med vilde dyr.
Jeg så jo en mase dyr, sidst jeg var der, så jeg havde ikke så høje krav til hvad vi skulle se. Det var egentlig meget rart, så kunne jeg lidt mere slappe af. Men vi fik alligevel set en del dyr – og grinet gjorde vi også en masse.
Vi havde også en nær-død oplevelse, ville jeg våge at kalde det. Vi var på natsafari, og endnu en gang var det bare helt fantastisk at sidde i en åben bil, lytte til de afrikanske lyde og kigge efter dyrene i solnedgangens skær. Vi så både giraffer, zebraer, bøfler og en masse andre dyr. Blandt andet et næsehorn der rullede sig i mudderet med sin lille bitte unge to meter fra bilen. Det er altså et stort dyr, der bare lige vælter til den ene side og bader sig i mudderet. Det var fedt.
Da mørket så begyndte at falde på (Man kunne stadig se fint med øjnene, og vi brugte ikke de store lygter endnu), var vi pludselig omringet af elefanter. DE ER ALTSÅ STORE!! Tre gange kørte vi igennem en flok elefanter, der var lige på vejen. Den første gang, var der en på venstre side, der foldede ørerne ud og gik mod bilen, mens der på højre side var en, der trompeterede, så vi fik et kæmpe chok. Anden gang kørte han helt op i bagen på tre kæmpe elefanter, der gik på vejen, så de begyndte at løbe. Det var vildt at se sådan et stort dyr løbe. Og i sidste flok, var der en der vendte sig om lige foran os og begyndte at løbe mod os med udslået øre. Eii hvor jeg troede, at jeg skulle dø. Det var ikke ligefrem fordi rangeren, kørte ligeså stille, tværtimod virkede det som om, at han provokerede dem. Men man må da sige, at vi fik noget for pengene. Kort efter det store elefantshow, holdt vi en lille tisse- og forfriskningspause, hvor vi spurgte rangeren, om vi ikke var lige ved at dø. Men han var bare helt afslappet og snakkede om, hvordan de ikke ville gøre noget, hvis man ikke gjorde noget dumt, og hvordan de nogle gange gned hoved på kølerhjelmen eller skubbede lidt til bilen – ”det var da ingenting”. Okay, det var ikke lige sådan, at vi så situationen. Men en vild oplevelse, det var det i hvert flad.
Mandag kørte vi så fra game-parken, og vi fik taget afsked til dem i lufthavnen. Det var ikke ligeså hårdt, som jeg troede, at det ville blive, men nu er der også kun seks uger til, at jeg er skal hjem igen. Det er alligevel vildt nok, så har jeg været hernede i næsten fem måneder!