Det sidste fra mit Sydafrika

Det er blevet fredag og jeg er landet i Johannesborg, hvor jeg startede. Det har været en travl men god uge. Sidste fredag, var jeg på Mountain Home skole for sidste gang. Jeg havde bagt nogle muffens, vi skulle hygge med, og så havde jeg en enkelt kreativ ting med, vi kunne lave. Jeg fik også givet læreren en mappe, jeg havde lavet, med eksempler og forklaringer af alt det jeg har undervist i. Jeg have også lavet en kasse med en masse papir, tuscher, blyanter, fedtkridt, viskelædere mm. Som jeg fik givet hende. Det blev hun bare super gad for – hun fik helt tårer i øjnene. Det var meget rørende. Da jeg var færdig troede jeg, at det ligesom var det.

 Men så sagde læreren, at jeg lige skulle blive stående, fordi hun havde lige noget. Hun havde øvet en lille dans og en sang med dem – det var virkelig fint! Så var der en af drengene, der sang en solo sang – det var virkelig specielt, da han er en dreng, der har det rigtig svært i skolen. Jeg synes, det var meget særligt, at læreren havde valgt ham, så han kunne vise hvad han kunne. Så kom lederen for skolen ind og sagde tusind tak for alt, hvad jeg have gjort, og overrakte et fint kort. Og derefter overrakte hun en kurv med frugt til mig – når jeg ved hvor lidt de har, følte jeg mig virkelig beæret over at modtage sådan en gave. Alle børnene havde hver lavet et kort til mig, og jeg fik givet alle sammen et kæmpe kram. Læreren trillede endda et par tårer! Der kunne jeg pludselig mærke, hvad jeg havde været en del af, og at jeg havde gjort en forskel for denne her lærer og hendes skønne elever.

Jeg kom tilbage til kontoret og fik ryddet mit skrivebord.. det var godt nok underligt og pludselig meget tomt.

Lørdag havde Belinda inviteret mig med på familie-tur til et sted, hvor de har geparder. De kom og hentede mig, Belinda og hendes mand Andy på forest, datteren Lauren og hendes veninde i midten ved siden af mig, og bagerst sønnen Dylan og hans ven. Det var skide hyggeligt! Vi kørte i halvanden times tid, og ankom til et dyrereservat, hvor der var det her ”breading-home” for geparder. Jeg vidste egentlig ikke helt, hvad det gik ud på, og havd vi skulle – men det var såå fedt. Det første der skete var, at vi kom ind til receptionen, hvor der lå en gepard på gulvet. Dens mor havde stået på den, da den blev født, så det kunne ikke bive sendt ud i naturen igen – den ville ikke kunne overleve. Det var mega sejt, man kunne bare kæle med den, som var den en kat – bortset fra, at den er fem gange så stor som en kat. Så kom der en mand, som skulle vise os de andre dyr. 

Først var vi ovre og se en leopard. Den var godt nok flot! Jeg synes, en gepard er virkelig flot, men jeg synes der er noget ekstra særligt over en leopard – så det var virkelig fedt! Og vi måtte gerne røre den gennem hegnet. Derefter gik vi hen til et andet område, hvor der var omkring seks geparder. Vi stod udenfor indhegningen, og han forklarede lidt om dyrene. Pludselig åbner han døren ind til dem, og siger ”når i nu går ind til dem, er det vigtigt at I ikke løber væk, for så vil de angribe jer” - WHAT?? Okay, jeg havde ikke lige regnet med, at vi skulle ind til dem. Vi gik i en stor klump ind til geparderne, og hvis de gik forbi os, måtte vi gerne ae dem – det var såå sejt! Jeg var en lille smule urolig, men det var virkelig en fed oplevelse! Efter det gik vi ind i en anden indhegning, hvor der var nogle andre slags ”katte”, jeg kan ikke helt huske, hvad de var for nogle. Men det var i hvert fald også fedt! Vi var derinde da de blev fodret – der var jeg lige nervøs i et kort øjeblik, men de holdt sig til kødet!

Da vi så kom tilbage til receptionen, løftede de et tæppe, der lå henover en kasse, hvori der var fire små, søde gepard unger. Vi fik lov til på skift at holde en af dem. Det var såå sejt! Den jeg holdt tissede på mit lår – og jeg synes, det var det sejeste!!

Nårh jo, det regnede og var koldt, hvilket vi først synes var lidt nederen. Men det gjorde, at dyrene var meget mere aktive, og at de ikke bare lå og dasede i solen – så det var fedt!

Søndag tog jeg til Durban sammen med Debbie og Laura, for at besøge Debbies mor. Det var jo mors dag, så Debbie ville gerne overraske og lave frokost til hende og hendes far. Det var rigtig hyggeligt. Vejret var skønt. Det er ofte en del varmere i Durban end i Hilton, fordi det er tættere på vandet, så vi sad udenfor og spiste lækker frokost. Det var en dejlig afslappende dag. Og jeg synes også, det var rart at møde Debbies forældre, nu hvor jeg havde hørt så meget om dem gennem Debbie.

Mandag holdt jeg en afskedsfest for alle fra iThemba. Det var en super dejlig dag. Endnu en dag med godt vejr, hvilket var rimelig godt, da vi havde planlagt at grille. Jeg havde stået tidligt op for at bage dessert-er. Jeg fik lavede en cheesecake, bagt cornflakeskager og lavet en stor frugtsalat ud af det frugt, jeg havde fået af Mountain Home. Vaughn grillede, maden var god og alle var glade. Jeg fik sagt farvel og tak for alt. Og de fik også sagt nogle ting de anden vej – det var virkelig særligt, og hold da op, hvor kommer jeg til at savne dem!! Det er sikkert!!

Tirsdag tog jeg op på kontoret, for at sige farvel til Sam og Stu, som ikke kunne komme til festen. Bagefter kørte Steph og jeg til Pietermaritzburg for at aflevere min bil, og så kørte vi til Durban til lufthavnen. Det var svært at forstå, at jeg skulle sige farvel til de mennesker og den hverdag, jeg har haft i næsten fem måneder, men nu glædet jeg mig også til at komme hjem.

Jeg mødte Anthea i lufthavnen. Som tidligere skrevet, er hun en veninde, som jeg gik i pre-school med, da vi boede i Tzaneen. Vi havde ikke set hinanden i 8 år, men på en eller anden måde havde vi begge på fornemmelsen, at det ikke ville blive et problem. Og det var det bestemt heller ikke. V havde det rigtig hyggeligt. Vi fik snakket om alt i vores liv. Hun fik vist mig det universitet hun går på. Hun fik vist mig hvor hun bor. Og så fik jeg hilst på en hel masse af hendes venner. Hun bor i et slags kæmpe kollektiv, der hører til universitetet, med 12 etager i hver bygning, 4 dele på hver etage og seks værelser i hver del - til sidst var jeg godt nok også træt, efter at have mødt så mange mennesker. Onsdag aften, var der en fest på skolen, hvor jeg var hendes date. Alle var rigtig flotte i fint tøj og med håret sat op. Det var meget formelt – men det var hyggeligt, og jeg prøvede at minkle med folk, selvom den eneste jeg kendte var Anthea. Jeg synes selv, at jeg klarede det ret godt!

I går tog jeg så toget fra Pretoria, hvor Anthea bor, til Johannesborg, hvor Meryl bor. Jeg sidder nu i hendes køkken, og kan slet ikke vente til at komme afsted i morgen. Nu er jeg bare sååå klar til at tage hjem – jeg er vil bare være hjemme nu!! Glæder mig så meget til at se familien og kæresten og vennerne, og folk jeg kender! Kan godt mærke, at jeg er lidt træt af, at møde nye folk hele tiden.

See you soon, sweet home!!!

Kunst i lange baner

Det er blevet tirsdag aften i Hilton, og jeg var på Mashaka skole for sidste gang i dag. Det er godt nok underligt at tænke på, at jeg ikke skal undervise der igen. Det er jo blevet hverdag for mig. Det er jo mine elever. Tror ikke helt jeg forstår det – i mit hoved, skal jeg derhen og undervise på tirsdag igen, som jeg plejer. Jeg tror, at når jeg sidder derhjemme om et par uger og kigger billederne igennem, så vil jeg kunne forstå det. Men det var en rigtig fin afslutning. Jeg havde taget en stor kasse med, med en masse papir i forskellige størrelser og farver, og sakse, og limstifter, og alle mine tusser, og farveblyanter – og så kunne de ellers bare lave lige, hvad de havde lyst til, og bruge alt det de ville. Det var tydeligt, at de nød det – det var skønt at se! 

Og det resulterede i massevis af kreative takkekort og farvelkort med tekster som: ”I love you!” ”We will miss you!” ”Thank you!” ”Nice to be with you” ”It was fun, thank you” - Eii, det varmede simpelthen så meget!

I går var jeg i Pietermaritzburg med Debbie for at købe rammer. Jeg ville gerne give hver elev fra min ”After-School-Art-Club” et af deres billeder indrammet. Så det brugte jeg det meste af eftermiddagen og aftenen på at gøre klar. Det var bare så fantastisk at se deres ansigter, da jeg gav dem i dag! De så bare så stolte og glade ud – og de blev ved med at sige ”Thank you Anna!”. De har nok aldrig før fået noget som helst rammet ind, så det var virkelig specielt for dem. Nu håber jeg bare, at forældrene, eller hvem de nu bor med derhjemme, bliver stolte og hænger det op. Det ville være så ærgerligt, hvis de kom hjem med det, og de bare var ligeglade. Men jeg må bare lægge bekymringerne om det fra mig, for der er ikke rigtig noget, jeg kan gøre ved det.

Jeg fik også sagt farvel til læreren, som jeg har hjulpet, der bare var rigtig taknemlig for det arbejde, jeg har gjort. Hun blev ved med at kalde mig ”Oh My Anna”, og sagde at hun ville savne mig rigtig meget, og tak fordi jeg havde lært hende så meget. Det var virkelig dejligt – nu håber jeg bare på, at hun vil bruge det, hun har lært og lære det videre til de kommende elever.

I søndags havde jeg min store ”Art Exhibition”, kunstudstilling, og det gik bare så godt! Jeg havde været derude på skolen om lørdagen, sammen med Steph, for at hænge alle billederne op, så det var klar til søndag. Jeg havde lånt nogle træplader på hjul, fra en skole her i Hilton, som jeg brugte til at hænge kunsten på. Og det så bare skide godt ud! Jeg startede med at tage i Spar, og fylde vognen med en masse chips og sodavand – ingen fest uden mad! Havde fået nogle fra Hilton til at bage lidt, men ville bare ikke have for lidt, så jeg gav den gas om morgenen med chips-indkøb. Så tog jeg ud på skolen omkring kl 12:30, for lige at være der lidt før. Rektoren var der allerede, og havde selv haft en dug med til at lægge over bordet. Det, synes jeg, var ret fint af hende. Jeg fik hældt chips i skåle, åbnet sodavan, sat kopper frem, sat blomster frem og sat radioen til, der spillede afrikanske rytmer. Så var jeg klar til festlighederne. 

Der gik lidt tid, men så begyndte folk at dukke op. Alle, undtagen to, af mine Art-Club-elever kom og nogle af deres mødre dukkede op. Der var en masse børn, der fyldte rummet med liv og glæde, så var der fire-fem af lærerne fra skolen, blandt andet billedkunstlæreren med hendes to døtre, der var nogle fra iThemba, og så var der fx Gill og David, Debbie og laura og lidt andre fra Hilton. Det var skønt – og det var fedt at se, hvordan eleverne blev begejstrede, når de fik høje på det, som de selv havde lavet. Omkring kl 14 fik jeg, med syvion som oversætter, sagt velkommen til alle og rost dem til skyerne. Så havde rektoren arrangeret, at et kor fra skolen (på 20 elever) skulle synge et par sange. Jeg følte mig helt beæret over, at de ville synge til mit arrangement. Jeg nød især, når de sang på zulu og dansede til – det var virkelig fedt! 

Så fik jeg også uddelt diplomer til alle, og der blev taget billeder. Eleverne var bare så glade og stolte, og jeg håber virkelig, at det har givet dem en masse selvtillid, som de kan leve længe på. Alt i alt synes jeg, at det var en rigtig rigtig vellykket dag. Og ja, jeg er stolt af det, jeg havde fået stykket sammen. Jeg fik taget billeder og film, og glæder mig rigtig meget til at vise det til familien derhjemme. Det var lidt underligt, at min familie ikke var med til noget, som jeg har brugt så meget tid på. Men jeg ved også, at hvis de selv kunne vælge, ville de rigtig gerne have været der!

Det eneste der undrede mig lidt var, at der ikke kom flere forædrer. Men jeg fik snakket med Gugu fra iThemba, der sagde, at det bare ikke ligger i kulturen. Til forældremøder og fodboldkampe og andre ”skole-ting” er det meget sjælendt, at de dukker op. Det var meget rart lige at få forklaret, at det ikke havde noget med mit arrangement at gøre, men at det var noget kulturelt.

Så spoler jeg lige tiden tilbage igen – til fredag. Stu havde bedt alle på kontoret om at sørge for, at de havde tid mellem 9 og 11, til et meget vigtigt møde. Vi skulle ikke ”være bange”, men det var vigtigt at alle kom. Bum.. havd mon det handlede om. Vi synes godt nok, at det var et langt møde, og underligt at Stu var så seriøs. Men vi kunne ikke regne ud, hvad det var. Fredag kl 9, står vi alle klar på kontoret til det her møde, og så siger Stu ”Mødet er ikke her. Så hvis I lige fordeler jer i nogle biler, så skal jeg nok vise vej.”. Nårh for Søren, hvad mon det handlede om. I bilen prøvede vi at gætte på, hvad det var, men ingen gættede rigtigt. Vi fik parkeret bilerne ved et lille center, hvor Stu viste vej til Steers – vi skulle spise morgenmad sammen, nyde hinanden selskab og bare hygge. Sikke en dejlig overraskelse! Vi var alle sammen så glade, og det var bare så dejligt at have tid sammen på den måde. Tænk engang, for de andre er det deres arbejde – sikke en sej chef.

Om aftenen, var jeg blevet inviteret ud og spise, af Steph og David. Sådan inden jeg skal afsted-agtigt. Så de kom og hentede mig, og så kørte vi til Howick. Vi kørte lidt udenfor byen, og jeg forstod ikke helt, hvor vi skulle spise henne, men pludselig dukkede en lille gård op, hvor der var tændt et bål udenfor. Det var ligesom at komme ind i et hjem, men i alle rummene var der borde, hvor man kunne spise. Vi fik rigtig lækker mad, og fik snakket en masse om alt muligt – så det var skønt! Jeg følte mig helt forkælet.

Det sidste jeg vil spole tiden tilbage til, er i tordsags, hvor jeg fik malet mit vægmaleri. Tre timers maling og – DONE! Så var jeg færdig. Er selv meget tilfreds med resultatet og rektoren var meget begejstret. Det var, som jeg vidst også skrev sidst, fedt at kunne sætte sit aftryk på skolen.

I morgen har jeg planer om at tage til Siyazama Creche og få sagt farvel til pædagogerne og børnene der, som jeg tidligere har leget lidt med. Og så skal Steph og jeg spise frokost på en cafe, hvor vi efterhånden har været en del gange – som en ”sidste gang her” tur. Det bliver en dejlig dag.

I Guds smukke natur

Så er det blevet den 1. maj, og jeg har haft en skøn dag med smukt vejr. Jeg tog sammen med Steph og David til en park i Pietermaritzburg, hvor der var en picnic-komsammen. Vi var nok omkring 20-25, der mødtes, lagde en masse tæpper ud, spiste chips og muffins og legede med frisbee. Det var omkring 30 grader, og der var bare en rigtig skøn stemning. Da jeg kom hjem, lagde jeg mig ud på græsplænen og læste i mit nye ”Bazar”, der er kommet hele vejen fra Danmark fra Else og Peter – det var bare for lækkert! - Tak!

De sidste dage har været lidt hårde... Min kære farmor gik bort natten til lørdag. Hun havde levet med kræft i mange år, og for en måneds tid siden fik jeg beskeden om, at det havde spredt sig til hjernen. Hun var under behandling, men hun havde mange smerter, og hendes krop var svag. Hun sov fredfyldt ind i sin egen seng ved farfars side. Det er virkelig hårdt at være så langt væk hjemmefra, og jeg ville ønske, at jeg kunne være der for farfar. Jeg tænker meget på hende, og mit humør svinger hele tiden. Jeg har det okay, familien her har været god til at give mig knus, men pludselig kan realiteten slå mig og en dyb sorg og savn træder ind. Begravelsen er på lørdag, men jeg har besluttet at blive hernede og afslutte mit eventyr. Det ved jeg, at farmor ville have ønsket. Men nu er jeg godt nok glad for, at der ikke er mere end tre uger tilbage.

Trods den dårlige nyhed, jeg fik lørdag morgen, tog jeg med Debbie og Vaughn på tur til bjergene. De havde lånt en af deres venners hytte, der ligger lige i midten af et utroligt smukt bjergområde – The Drakensburg. Det var simpelthen så smukt at være der - Det var næsten som at være i en film. Det var en sød lille hytte, med retro kopper og gaskomfur, og ligegyldigt hvilket vindue man kiggede ud af, så man bjerge. Lørdag omkring kl 13:30, efter at have spist frokost på en sød cafe, drog vi afsted på vandretur op i bjergene. Det var simplethen så fantastisk. Vi passerede små vandløb og vandfald, gik i tæt jungle-bevoksning og ved klipper og hele tiden gik vi opad, så udsigtet blev flottere og flotterer. Det var simpelthen så ubeskriveligt smukt, at stå der og kigge ud over ”hele verden”. Der var rigtig dejligt at være i Guds smukke natur og prøve at bearbejde alt det med farmor. Det er som om, man bliver fyldt med en særlig fred, når man er omringet af så store og urokkelig bjerge. Efter at have vandret i tre timer, var vi hjemme igen og gjorde klar til aftenen. Vi fik tændt grillen, åbnet rødvinen og så småt, som mørket faldt på, blev himlen fyldt med stjerner. Det var en meget smuk aften.

Vi kom hjem igen søndag eftermiddag, efter at have vandret en lille tur mere og spist frokost på en lækker restaurant. Det var en rigtig dejlig og smuk weekend!

Mandag slappede jeg af med farmor i tankerne det meste af tiden. Jeg var en lille tur til Howick med Debbie, hvor jeg lige fik købt lidt flere souvenirs. Derefter kørte vi ud på en gård, hvor Debbie gerne ville give frokost. Solen skinnede, hanen galede, der duftede af gran og maden var rigtig lækker.

I går aftes spiste jeg aftensmad hos Belinda. Hun er ny på kontoret, eller det vil sige, hun har arbejdet der før for mange år siden, og er nu tilbage for at hjælpe Stu med det administrative. Hun har bord ved siden af mig på kontoret, og det nyder jeg rigtig meget. Hun kommer ind tre gange om ugen, og er bare rigtig livsglad og skøn og glæder alle med hendes smil. Hun havde inviteret mig hjem til middag, for at møde familien, og det var bare rigtig hyggeligt. Hun har en mand og to børn, Lauren på 12 og Dylan på 10. Det var skønt at sidde med en børnefamilie igen – Dylan, der bare var fuld af spas og løjer, og prøvede alle morens grænser af på to timer. Det var herligt!

I morgen skal jeg ud på Mashaka skole, hvor jeg skal male et vægmaleri. Rektoren ville rigtig gerne have, hvis jeg malede noget, som en slags minde om mig. Det er jo skønt at få lov til at sætte sit aftryk. - så det glæder jeg mig til!

Cykelturist og festhatte

Så er endnu en uge gået, det er blevet mandag igen, og jeg har en masse at fortælle.

Sidste mandag, havde jeg planer med Karabo om at tage til Durban, for at besøge et kæmpe akvarium. Men på vejen derind kom vi forbi nogle cykler, man kunne leje, og da vejret var helt fantastisk, besluttede vi os for at leje et par cykler i stedet. Vi lejede to cykler i to timer, og cyklede rundt nede ved vandet. Det var simpelthen såå skønt! Vejret var, som sagt, fantastisk, nok omkring 32 grader, og alle var bare så glade. Der var masser af folk på stranden, og rundt på de små cafeer var der fyldt med tørstige gæster. Vi cyklede rundt, legede turister, tog billeder, spiste is, grinede og nød bare ”at være”. På vejen tilbage kunne jeg simpelthen ikke modstå fristelsen, og smed tøjet (havde stadig undertøj på) og hoppede i vandet. Det var utrolig varmt og lækkert!

Det var en dejlig afslappende dag, og en skøn måde at nyde vejret på.

Onsdag havde Steph fødselsdag, og hun ville rigtig gerne spise frokost med mig. Det er jo altid dejligt at blive valgt! Jeg tog ud til cafeen lidt før, for at sætte lidt balloner op og tage en fest hat på - hun blev rigtig glad, og vi fik hygget i  et par timer, med lækker frokost.

Ellers underviste jeg som jeg plejer, alt går stadig godt! Lige for tidene er jeg helt oppe og køre over en kunstudstilling, som jeg er ved at planlægge. Det er alle billederne som er blevet lavet i min ”after-school-art-club”, der skal udstilles. Det kommer til at være d. 5. maj, på Mashaka skole, hvor Kunst-Klubben er. Jeg har allerede fået lov af rektoren, som har givet mig et klasseværelse til rådighed. Der kommer til at være musik i baggrunden - jeg har fået en del til at hjælpe med at lave noget mad - jeg står selv for drikkevarer, og jeg har sendt invitationer ud. Jeg har sagt til mine elever, at det er deres fest, det er deres kunst, der skal vises frem, og de er kunstnerene. Jeg har givet dem nogle invitationer med hjem, så de kan invitere deres familie og venner med. Jeg glæder mig virkelig meget, og håber bare, at alt kommer til at gå godt. Synes det er super vigtigt, at jeg får sluttet af med sådan en fremvisning, hvor de virkelig kan blive anderkendt og være stolte af, hvad de har lavet.

Så er jeg også flyttet ”hjem” igen. Er flyttet tilbage til Debbie og Vaughn, som jeg boede hos i starten. Det skete i lørdags, og det er bare rigtig dejligt, at have den sidste tid her.

I går var jeg på tur med Sam og Stu og deres baby Caleb, til ”The valley of a thousand Hills”. Det er et smukt sted med en masse flotte bjerge! Desværre var vejret regnfyldt, så jeg kunne ikke se udsigten så godt. Men vi spiste frokost på en sød restaurant, og det var dejligt at sidde sammen med Sam og Stu og snakke. De er simpelthen så behagelige at være i selskab med. Bagefter kørte vi hen til en kæmpe stor have, der hørte til et hotel og en cafe. Det havde tidligere været en mands hus – det var enormt!! Nårh, men haven var et naturområde, som var bevaret, så der var bare super mange flotte forskellige planter og træer. Der gik vi en dejlig tur efterfulgt af en god kop kaffe. Selvom vejret ikke var fantastisk, var det en super hyggelig dag!

Tid til en lille opdatering

Så er det blevet lørdag, og det er blevet tid til en lille opdatering på mit liv. Jeg sidder her ved spisebordet i stuen med lidt popcorn og chips ved min side. Jeg kigger ud på den smukke udsigt, der består af høje smukke træer og i baggrunden smukke bjerge. Jeg kan høre hundende udenfor, der ivrigt prøver at skræmme aberne væk. David sidder i sin stol, med sin øl og ser rugby, mens Gill sidder ved siden af i sin stol og hækler små firkanter til et tæppe, hun arbejder på. Jeg er efterhånden faldet meget godt til, og de har mange gode historier at fortælle fra deres liv, som jeg nyder at lytte til. Da jeg kun har en uge tilbage her, før jeg skal tilbage til Debbie og Vaughn, har jeg inviteret dem ud og spise til frokost i morgen – det skal nok blive hyggeligt.

I går købte jeg min billet fra Durban til Johannesborg, og jeg kommer til at lette fra Durban d. 14. maj. Det vil sige, at jeg kun har fire uger tilbage hos iThemba. Det er godt nok underligt at tænke på. Selvom jeg også glæder mig til at komme hjem, så kan de næste fire uger pludselig ikke gå langsomt nok. Jeg har fået det planlagt sådan, at når jeg lander i Johannesborg, så tager jeg lige et par dage til pretoria. Der skal jeg være sammen med min veninde Anthea, som jeg gik i Pre-School med, da vi boede her. Det glæder jeg mig virkelig meget til! Det bliver såå sjovt at se hinanden igen.

Nårh, men hvad har jeg ellers fået tiden til at gå med de sidste par uger...

Ugen efter at iThemba Danmark var taget hjem, var det stadig ferie, så jeg skulle ikke ud på skolerne og undervise. Derfor var jeg med til en af de ”Holliday Clubs”, som iThemba arrangerer for børnene i de forskellige områder. Der har været et team af 6 unge fra USA i tre uger, og de havde sammen med Thulandi, arrangeret den ene Holliday Club. Egentlig følte jeg mig lidt overflødig, da jeg jo ikke havde været med til at lave noget, men jeg blev ansvarlig for at holde tiden – og det var jeg nu også god til. Den første dag, jeg var der, sad jeg i en times tid og snakkede med Syvion, som også arbejder hos iThemba. Han sad og delte virkelig personlige ting, og jeg følte mig simpelthen så heldig over, at få lov til at sidde og lytte til ham. 

Han er en utrolig rolig og dejlig mand, der har været igennem en masse ting, som har formet ham, til den han er. Nogle gange skal man altså bare sætte sig, tie stille og lytte!

Weekenden stod ikke på så meget.. jeg var i kirke, løb en tur med David, så lidt friends, var i ”the Mall” og var ude og gå en god lang tur med Steph. Og så gik jeg ellers og glædet mig til, at det skulle blive hverdag igen, så jeg kunne komme tilbage til undervisningen.

Og det var, som forventet, dejligt at komme i gang igen. Ugen stod på masser af undervisning og planlægning af undervisning. Jeg havde glemt, hvor meget energi det tager at undervise - Især tirsdag er hård, fordi jeg har tre klasser lige i rap fra morgenstunden af. Men det tager bestemt ikke glæden fra mig – jeg synes stadig, at det er super fedt at undervise!

Der har også, i løbet af de sidste tre uger, været et team fra England, som Steph har taget sig af. I morges skulle de op og bestige Mvubu Hill, som er det største bjerg i SweetWaters. Sidebemærkning: Dem der bor her, kalder det ikke et bjerg, men en bakke.. men jeg kalder det altså et bjerg!! iThemba tager ofte deres teams derop, fordi man kan se hele SweetWaters derfra, og da jeg ikke havde været der før, ville jeg meget gerne med. Det fik jeg selvfølgelig lov til, og sammen med Syvion, Steph, hendes mand David og teamet fra England, besteg vi i morges Mvubu Hill. Det var virkelig en dejlig tur, og der var en fantastisk udsigt deroppefra. Det var sjovt, fordi jeg ligesom kunne genkende tingene. Jeg kunne se de skoler, jeg underviser på, og der hvor iThembas Community Center skal være. Det var en skøn måde at starte dagen på.

Dansk besøg

I mandags fik jeg taget afsked med iThemba Danmark, der efter at have været her siden sidste fredag, var på vej hjem. Det har været nogle helt fantastiske dage med dansk selskab. Vi har virkelig grinet meget og haft det sjovt! Teamet bestod af: Kim, der er lærer på Rudehøj efterskole, og hans kone Dorte. Sigbjørn og Mette, tidligere forstander par på Rudehøj efterskole og deres søn Jeppe. Andreas, Karoline og Julie, tidligere elever på Rudehøj og Daniel, som går i samme kirke som Julie og Andreas. Og ikke mindst min vidunderlige kæreste, Christian. Jeg var med i lufthavnen for at hente dem, og jeg glædet mig simplethen så meget, at min mave slog knuder. Da vi stod og ventede på, at de skulle komme ud, var Sam og jeg pludselig midt i en kæmpe, sydafrikansk fest. Der var et stort kor bestående af sorte kvinder i lilla kjoler, og der var balloner og flag, og flere og flere kom for at synge med. Vi fandt ud af, at det var den sydafrikanske kardinal, der var på vej hjem fra pavevalg i Rom. Han havde åbenbart været på det samme fly som de andre. Til sidst var der nok omkring 300 mennesker, der stod og sang og festede og jublede helt vanvittigt, da han kom. Desværre kom han ud før de andre, så de gik glip af festen. Det kunne ellers have været en fed velkomst. Men de kom, og de var trætte men glade, og jeg var helt vildt glad. Det var godt nok rart at se Christian igen.

Da skolerne havde lukket på grund af påskeferie, skulle jeg ikke undervise, og så kunne jeg bare være med i alt det, de skulle lave. Det var virkelig fedt. Vi boede hos Debbie og Vaughn, dem jeg boede hos i starten, og alle var helt oppe og køre over, hvor fantastisk et hus det var. Ligesom med FRONT klassen i januar besøgte vi Syvions kirke om søndagen, denne gang var gudstjenesten bare lidt længere – omkring 2,5 time. Det er lidt lang tid at sidde til en gudstjeneste, når man ikke forstår et eneste ord. Men igen var det en fed oplevelse, og det sætter en masse tanker i gang hos en.

Om mandagen var vi ude på to hospitaler sammen med en mand, der hedder Allan. Han har startet et projekt med sin kone, hvor de tager ud og leger med børnene på hospitalerne. Hernede er der ikke utænkeligt, at man er indlagt mere end en måned eller to, og det er sjælendt, at forældrende har råd til at tage en dag fri, for at besøge deres børn. Derfor tager Alan og hans kone, og nogle af deres Zulu-medarbejder ud og synger, leger og tegner med børnene. Det var svært at forstå, at det virkelig var et hospital, da det bare ligenede en creche i sweetwaters. Det er regeringen ansvar at vedligeholde bygningerne, men de gør slet ikke noget ved det. Det var hårdt at være i, men det var fedt at få børnene til at smile og grine, ved at synge, fortælle historie, tegne og lave ballondyr med dem.

Vi arbejdede også tre hele dage ved ”community centeret”, som er det sted, iThemba har fået et stykke jord af høvdingen, til at bygge nogle klasselokaler, børnehave, toiletter, drivhus mm. Den første dag regnede det, og vi blev totalt mudret ind, fordi vi skulle vende jord og plante græs. Men humøret var højt, og vi hyggede os i hinandens selskab. Om onsdagen fik jeg hjælp af pigerne til at male mit vægmaleri færdigt. Det var hyggeligt bare at være os, og det blev super godt – så jeg er meget tilfreds med resultatet!

Når vi bare var derhjemme i huset om aftenen, havde vi det skide skægt. Den ene aften opfandt vi for eksempel vores egen leg, der hele tiden blev udvidet med specielle regler om skøre lyde og mærkelige håndbevægelser. Det var en sjov blanding af mennesker i forskellige aldre, der alle sad, og var ved at dø af grin. Jeg troede faktisk, at jeg skulle kaste op på et tidspunkt, fordi jeg grinede så meget. - Åhh hvor har jeg savnet dansk humor!

En anden aften fik Sigbjørn pludselig også den idé, at vi skulle lege gemmelege i det kæmpe store hus, og skøre som vi er, var alle pludselig med på ideen. Hold da op, hvor var det også sjovt. Det var omvendt gemmeleg - så én gemte sig, og så skulle alle de andre finde den person, og gemme sig der, til alle havde fundet gemmestedet. Det resulterede i ti mand der gemte sig bag ved gardiner, i brusekabiner, under madrasser, i kister og ande skøre steder. Det har virkelig været en skøn flok mennesker, der bare har være med på sjov til hver en tid.

Onsdag aften havde jeg arrangeret en lille suprise for Christian. Jeg havde bestilt bord på en sydafrikansk restaurant i Durban, hvor vi tilbragte tre timer. Det var helt fantastisk med udsigt til havet, lækker lækker mad, god rødvin, ansigtsmaling, musik og sang og ubeskriveligt dejligt selskab. Det var dejligt at have en aften for os selv.

Fredag gik turen til præcis de samme steder, som jeg var for et par uger siden med Sam, Stu, Debs og Camilla: st. Lucis og Hluhluwe. Men det blev bestemt ikke dårligere af, at det var anden gang. Især aftenen i St. Lucia stå klart for mig. Luften føltes tropisk fugtig, fordi dagen havde været så varm, og vi nu var tæt på havet. Der var masser af palmer, og stjernerne glimtede på himlen. Man kunne høre lyde fra restauranten lidt længere nede af gaden. Folk der sankkede ,og nogle sydafrikanere der optrådte på gaden med trommer og dans. Vi havde klemt os sammen i en af de tre små lejligheder, vi havde lejet. Nogle af os sad ude på terrassen og resten sad indenfor og nød maden, som Sam havde forberedt det meste af hjemmefra. Senere hoppede vi alle sammen i poolen og teede os åndsvagt, så vi alle sammen blev smidt op på værelserne. Vi blev nemlig enige om, at vi nok ikke kunne være stille, hvis vi skulle være i poolen. Og så gik vi i seng med et smil på læben, og fik hvilet ud til flere dage med vilde dyr.

Jeg så jo en mase dyr, sidst jeg var der, så jeg havde ikke så høje krav til hvad vi skulle se. Det var egentlig meget rart, så kunne jeg lidt mere slappe af. Men vi fik alligevel set en del dyr – og grinet gjorde vi også en masse.

Vi havde også en nær-død oplevelse, ville jeg våge at kalde det. Vi var på natsafari, og endnu en gang var det bare helt fantastisk at sidde i en åben bil, lytte til de afrikanske lyde og kigge efter dyrene i solnedgangens skær. Vi så både giraffer, zebraer, bøfler og en masse andre dyr. Blandt andet et næsehorn der rullede sig i mudderet med sin lille bitte unge to meter fra bilen. Det er altså et stort dyr, der bare lige vælter til den ene side og bader sig i mudderet. Det var fedt.

Da mørket så begyndte at falde på (Man kunne stadig se fint med øjnene, og vi brugte ikke de store lygter endnu), var vi pludselig omringet af elefanter. DE ER ALTSÅ STORE!! Tre gange kørte vi igennem en flok elefanter, der var lige på vejen. Den første gang, var der en på venstre side, der foldede ørerne ud og gik mod bilen, mens der på højre side var en, der trompeterede, så vi fik et kæmpe chok. Anden gang kørte han helt op i bagen på tre kæmpe elefanter, der gik på vejen, så de begyndte at løbe. Det var vildt at se sådan et stort dyr løbe. Og i sidste flok, var der en der vendte sig om lige foran os og begyndte at løbe mod os med udslået øre. Eii hvor jeg troede, at jeg skulle dø. Det var ikke ligefrem fordi rangeren, kørte ligeså stille, tværtimod virkede det som om, at han provokerede dem. Men man må da sige, at vi fik noget for pengene. Kort efter det store elefantshow, holdt vi en lille tisse- og forfriskningspause, hvor vi spurgte rangeren, om vi ikke var lige ved at dø. Men han var bare helt afslappet og snakkede om, hvordan de ikke ville gøre noget, hvis man ikke gjorde noget dumt, og hvordan de nogle gange gned hoved på kølerhjelmen eller skubbede lidt til bilen – ”det var da ingenting”. Okay, det var ikke lige sådan, at vi så situationen. Men en vild oplevelse, det var det i hvert flad.

Mandag kørte vi så fra game-parken, og vi fik taget afsked til dem i lufthavnen. Det var ikke ligeså hårdt, som jeg troede, at det ville blive, men nu er der også kun seks uger til, at jeg er skal hjem igen. Det er alligevel vildt nok, så har jeg været hernede i næsten fem måneder!

Grille med hyæner

Så er det blevet torsdag, og i går kom jeg hjem fra fem dage på safari. Jeg var afsted med Sam, Stu, deres søn Caleb (på 6 måneder), Debs og hendes norske veninde Camilla. Vi startede ud med at overnatte en enkelt nat i et område der hedder St. Lucia. St. Lucia er en stor park, der blandt andet har en stor flod, et skovområde og et kystområde ud til det indiske ocean. Parken har en masse vilde dyr, dog ikke løver, som vi kørte efter den første dag. Vi fik set nogle bøfler, nogle vortesvin, nogle flodheste, en jackal, zebraer og en masse kuduer (en kæmpe stor antilope). 

Vi kørte gennem en tæt skov, og kom pludselig til havet. Det var så utrolig smukt, med bølgerne der rullede ind over land. Selvom det var midt i parken med de vilde dyr, måtte man gerne bade i havet, så det gjorde vi. Vandet var virkelig lækkert, og det var såå sjovt med de store bølger. Efter det kørte vi tilbage til den hytte, vi havde lejet, hvor vi skulle sove. Næste dag, startede vi ud med at tage på en bådtur gennem floden der snor sig gennem St. lucia. Turen var et par timer lang, og vi fik set en masse flodheste og en enkelt krokodille, der lå på land. Det var dejlig afslappende, bare at sidde og nyde det sydafrikanske land, og det var fedt at man kunne komme så tæt på flodhestene. 

Efter det kørte vi mod Hluhluwe-imfolozi. Hluhluwe-imfelozi er en 96.000 hektar stor gamepark/safaripark, der er fyldt med vilde dyr. Denne park har The Big Five, som er elefanten, løven, næsehornet, bøflen og leoparden. Også her havde vi lejet en hytte, hvor vi så skulle overnatte tre nætter. Selvom der er mange dyr, så er det et meget stort område, og der er få veje, så man kan sagtens køre rundt en hel dag, uden at se noget. Det var derfor utrolig heldigt, da vi efter at have kørt rundt i to timer den første dag, havde set: en løve, giraffer, en hyæne, næsehorn, vortesvin, impalaer, zebraer, bøfler, nyalaer og bavianer. Det var helt vildt, vi følte os såå heldige. Så kan man på en anden måde slappe af de andre dage, fordi man allerede har set så meget.

Den lodge, hvor vi havde lejet en hytte, var der kun et elefanthegn, dvs. at alle andre dyr end elefanten kan komme ind. Det gør det lidt mere spændende. Vi fik både besøg af en zebra, af nyalaer, af impalaer, vortesvin og aber. Og så havde Sam og Stu fortalt, at der hver aften kom hyæner, fordi de kan lugte kødet fra folk, der griller om aftenen. Rimelig sejt, synes jeg. 

Den første aften, søndag, sod jeg og grillede med Stu, og vi jokede en masse om, hvordan vi kunne tiltrække hyænerne. Det var virkelig hyggeligt. At stå under Sydafrikas nattehimmel, kigge på stjerner, grille og lytte til nattens lyde – fantastisk. Vi gik indenfor og spiste, og Stu havde ”ved et tilfælde” glemt noget af kødet på grillen. Det resulterede i, at vi en halv time senere sad klæbet op til vinduet med lyset slukket, og kiggede på tre hyæner 10 meter væk, der lå lige ved siden af grillen og kiggede på kødet. Efter yderligere ti minutter, begynder den ene hyæne så at rejse sig op, og gå hen til grillen for at tage kødet. Men da kødet sad lidt fast, havde vi meget lang tids underholdning, med at se på at den prøvede at få kødet. Med vores lommelygte var vi så fuldt optaget af at kigge på, hvad der skete ved grillen, at vi ikke opdagede, at der var en hyæne, der havde sneget sig ind fra højre. Lige pludselig er der en hyæne, der dukker op HALVANDEN meter, fra der hvor vi sidder. Det var seriøst for vildt. Vi holdt alle sammen vejret, og da den var gået forbi, var vi alle sammen helt oppe og køre.

Vi var også på natsafari den ene aften. Her kørte vi rundt i sådan en åben safaribil, hvor man sidder lidt i niveau, og så var der en ranger, der kørte bilen. Bare det, at bilen er åben, og at det er nat, gør det spændende at være på natsafari. Det var lige før, at jeg havde det sådan, at vi ikke behøvede at se noget, det var ligesom oplevelse nok i sig selv. Men så efter at have kørt rundt i en times tid, får rangeren øje på en løve. Først tror jeg ikke på ham. Den er måske 75 meter væk, og han mente, at han kunne se den ligge under et træ. Han lyste med en stor lygte, men ingen af os kunne se den. Så kørte han lidt længere frem, og kørte så af vejen. Jeg tænkte, at han nok bare lige ville vende bilen sådan, at alle kunne se. Men så fortsætter han med at køre af vejen, og køre hele vejen ind til løven, så vi til sidst kun er ti meter fra den. Det var en hanløve, og da vi lyste på den åbnede den munden, så rejste den sig op, og så løb den væk. Det var helt vildt! Den var så stor og det var så syrealistisk, fordi den var så tæt på. Det var så sejt, at han fik øje på den! Samme aften så vi også et næsehorn der løb, en masse ugler, en masse kaniner, en hunløve, en giraf, en bøffel og hyæner.

Jeg ville virkelig gerne se elefanter, og synes ikke helt, at det var godt nok, at vi havde set nogle grå klatter meget meget langt væk. Da vi så den sidste aften kørte hen til en udkigspost ved en flod, for at se solen gå ned, fik vi øje på tre elefanter på den anden side. Pludselig kom der flere og de begyndte at gå ned for at drikke vand. Så begyndte den ene elefant at krydse floden, og da den var ovre begyndte de andre elefanter, der nu var blevet til femten elefanter inklusiv nogle unger, at krydse floden. Det var simpelthen så fantastisk. Aftensolen faldt over dem, og man kunne høre vandet der plaskede, hver gang de tog et skridt. Jeg var så lykkelig, at jeg kunne græde – det var så smukt!

Alt i alt, var det virkelig en skøn tur. Det var også dejligt at lære de andre bedre at kende, men kunne også mærke til sidst, at det er lidt lang tid at være i en bil eller en lille hytte hele tiden med de samme mennsker. Så det har været dejligt i dag, hvor det er en helligdag, at sove længe og være hjemme for mig selv. Og så går alle mine tanker mod Christian, der nu er på vej med de andre fra iThemba Danmark, mod Sydafrika. Jeg glæder mig simpelthen så meget til, at de kommer!!
Nårh jo, så går det også meget bedre hos dem, jeg bor hos. Jeg skulle lige vende mig til, at det er anderledes. Og jeg synes stadig, at det andet sted var meget rare at bo, men hvis jeg ikke sammenligner, er det her helt fint.