Det er blevet tirsdag aften i Hilton,
og jeg var på Mashaka skole for sidste gang i dag. Det er godt nok
underligt at tænke på, at jeg ikke skal undervise der igen. Det er
jo blevet hverdag for mig. Det er jo mine elever. Tror ikke helt jeg
forstår det – i mit hoved, skal jeg derhen og undervise på
tirsdag igen, som jeg plejer. Jeg tror, at når jeg sidder derhjemme
om et par uger og kigger billederne igennem, så vil jeg kunne forstå
det. Men det var en rigtig fin afslutning. Jeg havde taget en stor
kasse med, med en masse papir i forskellige størrelser og farver, og
sakse, og limstifter, og alle mine tusser, og farveblyanter – og så
kunne de ellers bare lave lige, hvad de havde lyst til, og bruge alt
det de ville. Det var tydeligt, at de nød det – det var skønt at
se!
Og det resulterede i massevis af kreative takkekort og farvelkort
med tekster som: ”I love you!” ”We will miss you!” ”Thank
you!” ”Nice to be with you” ”It was fun, thank you” - Eii,
det varmede simpelthen så meget!
I går var jeg i Pietermaritzburg med
Debbie for at købe rammer. Jeg ville gerne give hver elev fra min
”After-School-Art-Club” et af deres billeder indrammet. Så det
brugte jeg det meste af eftermiddagen og aftenen på at gøre klar.
Det var bare så fantastisk at se deres ansigter, da jeg gav dem i
dag! De så bare så stolte og glade ud – og de blev ved med at
sige ”Thank you Anna!”. De har nok aldrig før fået noget som
helst rammet ind, så det var virkelig specielt for dem. Nu håber
jeg bare, at forældrene, eller hvem de nu bor med derhjemme, bliver
stolte og hænger det op. Det ville være så ærgerligt, hvis de kom
hjem med det, og de bare var ligeglade. Men jeg må bare lægge
bekymringerne om det fra mig, for der er ikke rigtig noget, jeg kan
gøre ved det.
Jeg fik også sagt farvel til læreren,
som jeg har hjulpet, der bare var rigtig taknemlig for det arbejde,
jeg har gjort. Hun blev ved med at kalde mig ”Oh My Anna”, og
sagde at hun ville savne mig rigtig meget, og tak fordi jeg havde
lært hende så meget. Det var virkelig dejligt – nu håber jeg
bare på, at hun vil bruge det, hun har lært og lære det videre til
de kommende elever.
I søndags havde jeg min store ”Art
Exhibition”, kunstudstilling, og det gik bare så godt! Jeg havde
været derude på skolen om lørdagen, sammen med Steph, for at hænge
alle billederne op, så det var klar til søndag. Jeg havde lånt
nogle træplader på hjul, fra en skole her i Hilton, som jeg brugte
til at hænge kunsten på. Og det så bare skide godt ud! Jeg
startede med at tage i Spar, og fylde vognen med en masse chips og
sodavand – ingen fest uden mad! Havde fået nogle fra Hilton til at
bage lidt, men ville bare ikke have for lidt, så jeg gav den gas om
morgenen med chips-indkøb. Så tog jeg ud på skolen omkring kl
12:30, for lige at være der lidt før. Rektoren var der allerede, og
havde selv haft en dug med til at lægge over bordet. Det, synes jeg,
var ret fint af hende. Jeg fik hældt chips i skåle, åbnet sodavan,
sat kopper frem, sat blomster frem og sat radioen til, der spillede
afrikanske rytmer. Så var jeg klar til festlighederne.
Der gik lidt
tid, men så begyndte folk at dukke op. Alle, undtagen to, af mine
Art-Club-elever kom og nogle af deres mødre dukkede op. Der var en
masse børn, der fyldte rummet med liv og glæde, så var der
fire-fem af lærerne fra skolen, blandt andet billedkunstlæreren med
hendes to døtre, der var nogle fra iThemba, og så var der fx Gill
og David, Debbie og laura og lidt andre fra Hilton. Det var skønt –
og det var fedt at se, hvordan eleverne blev begejstrede, når de fik
høje på det, som de selv havde
lavet. Omkring kl 14 fik jeg, med syvion som oversætter, sagt
velkommen til alle og rost dem til skyerne. Så havde rektoren
arrangeret, at et kor fra skolen (på 20 elever) skulle synge et par
sange. Jeg følte mig helt beæret over, at de ville synge til mit
arrangement. Jeg nød især, når de sang på zulu og dansede til –
det var virkelig fedt!
Så fik jeg også uddelt diplomer til alle, og
der blev taget billeder. Eleverne var bare så glade og stolte, og
jeg håber virkelig, at det har givet dem en masse selvtillid, som de
kan leve længe på. Alt i alt synes jeg, at det var en rigtig rigtig
vellykket dag. Og ja, jeg er stolt af det, jeg havde fået stykket
sammen. Jeg fik taget billeder og film, og glæder mig rigtig meget
til at vise det til familien derhjemme. Det var lidt underligt, at
min familie ikke var med til noget, som jeg har brugt så meget tid
på. Men jeg ved også, at hvis de selv kunne vælge, ville de rigtig
gerne have været der!
Det
eneste der undrede mig lidt var, at der ikke kom flere forædrer. Men
jeg fik snakket med Gugu fra iThemba, der sagde, at det bare ikke
ligger i kulturen. Til forældremøder og fodboldkampe og andre
”skole-ting” er det meget sjælendt, at de dukker op. Det var
meget rart lige at få forklaret, at det ikke havde noget med mit
arrangement at gøre, men at det var noget kulturelt.
Så
spoler jeg lige tiden tilbage igen – til fredag. Stu havde bedt
alle på kontoret om at sørge for, at de havde tid mellem 9 og 11,
til et meget vigtigt møde. Vi skulle ikke ”være bange”, men det
var vigtigt at alle kom. Bum.. havd mon det handlede om. Vi synes
godt nok, at det var et langt møde, og underligt at Stu var så
seriøs. Men vi kunne ikke regne ud, hvad det var. Fredag kl 9, står
vi alle klar på kontoret til det her møde, og så siger Stu ”Mødet
er ikke her. Så hvis I lige fordeler jer i nogle biler, så skal jeg
nok vise vej.”. Nårh for Søren, hvad mon det handlede om. I bilen
prøvede vi at gætte på, hvad det var, men ingen gættede rigtigt.
Vi fik parkeret bilerne ved et lille center, hvor Stu viste vej til
Steers – vi skulle spise morgenmad sammen, nyde hinanden selskab og
bare hygge. Sikke en dejlig overraskelse! Vi var alle sammen så
glade, og det var bare så dejligt at have tid sammen på den måde.
Tænk engang, for de andre er det deres arbejde – sikke en sej
chef.
Om
aftenen, var jeg blevet inviteret ud og spise, af Steph og David.
Sådan inden jeg skal afsted-agtigt. Så de kom og hentede mig, og så
kørte vi til Howick. Vi kørte lidt udenfor byen, og jeg forstod
ikke helt, hvor vi skulle spise henne, men pludselig dukkede en lille
gård op, hvor der var tændt et bål udenfor. Det var ligesom at
komme ind i et hjem, men i alle rummene var der borde, hvor man kunne
spise. Vi fik rigtig lækker mad, og fik snakket en masse om alt
muligt – så det var skønt! Jeg følte mig helt forkælet.
Det
sidste jeg vil spole tiden tilbage til, er i tordsags, hvor jeg fik
malet mit vægmaleri. Tre timers maling og – DONE! Så var jeg
færdig. Er selv meget tilfreds med resultatet og rektoren var meget
begejstret. Det var, som jeg vidst også skrev sidst, fedt at kunne
sætte sit aftryk på skolen.
I
morgen har jeg planer om at tage til Siyazama Creche og få sagt
farvel til pædagogerne og børnene der, som jeg tidligere har leget
lidt med. Og så skal Steph og jeg spise frokost på en cafe, hvor vi
efterhånden har været en del gange – som en ”sidste gang her”
tur. Det bliver en dejlig dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar