Dansk besøg

I mandags fik jeg taget afsked med iThemba Danmark, der efter at have været her siden sidste fredag, var på vej hjem. Det har været nogle helt fantastiske dage med dansk selskab. Vi har virkelig grinet meget og haft det sjovt! Teamet bestod af: Kim, der er lærer på Rudehøj efterskole, og hans kone Dorte. Sigbjørn og Mette, tidligere forstander par på Rudehøj efterskole og deres søn Jeppe. Andreas, Karoline og Julie, tidligere elever på Rudehøj og Daniel, som går i samme kirke som Julie og Andreas. Og ikke mindst min vidunderlige kæreste, Christian. Jeg var med i lufthavnen for at hente dem, og jeg glædet mig simplethen så meget, at min mave slog knuder. Da vi stod og ventede på, at de skulle komme ud, var Sam og jeg pludselig midt i en kæmpe, sydafrikansk fest. Der var et stort kor bestående af sorte kvinder i lilla kjoler, og der var balloner og flag, og flere og flere kom for at synge med. Vi fandt ud af, at det var den sydafrikanske kardinal, der var på vej hjem fra pavevalg i Rom. Han havde åbenbart været på det samme fly som de andre. Til sidst var der nok omkring 300 mennesker, der stod og sang og festede og jublede helt vanvittigt, da han kom. Desværre kom han ud før de andre, så de gik glip af festen. Det kunne ellers have været en fed velkomst. Men de kom, og de var trætte men glade, og jeg var helt vildt glad. Det var godt nok rart at se Christian igen.

Da skolerne havde lukket på grund af påskeferie, skulle jeg ikke undervise, og så kunne jeg bare være med i alt det, de skulle lave. Det var virkelig fedt. Vi boede hos Debbie og Vaughn, dem jeg boede hos i starten, og alle var helt oppe og køre over, hvor fantastisk et hus det var. Ligesom med FRONT klassen i januar besøgte vi Syvions kirke om søndagen, denne gang var gudstjenesten bare lidt længere – omkring 2,5 time. Det er lidt lang tid at sidde til en gudstjeneste, når man ikke forstår et eneste ord. Men igen var det en fed oplevelse, og det sætter en masse tanker i gang hos en.

Om mandagen var vi ude på to hospitaler sammen med en mand, der hedder Allan. Han har startet et projekt med sin kone, hvor de tager ud og leger med børnene på hospitalerne. Hernede er der ikke utænkeligt, at man er indlagt mere end en måned eller to, og det er sjælendt, at forældrende har råd til at tage en dag fri, for at besøge deres børn. Derfor tager Alan og hans kone, og nogle af deres Zulu-medarbejder ud og synger, leger og tegner med børnene. Det var svært at forstå, at det virkelig var et hospital, da det bare ligenede en creche i sweetwaters. Det er regeringen ansvar at vedligeholde bygningerne, men de gør slet ikke noget ved det. Det var hårdt at være i, men det var fedt at få børnene til at smile og grine, ved at synge, fortælle historie, tegne og lave ballondyr med dem.

Vi arbejdede også tre hele dage ved ”community centeret”, som er det sted, iThemba har fået et stykke jord af høvdingen, til at bygge nogle klasselokaler, børnehave, toiletter, drivhus mm. Den første dag regnede det, og vi blev totalt mudret ind, fordi vi skulle vende jord og plante græs. Men humøret var højt, og vi hyggede os i hinandens selskab. Om onsdagen fik jeg hjælp af pigerne til at male mit vægmaleri færdigt. Det var hyggeligt bare at være os, og det blev super godt – så jeg er meget tilfreds med resultatet!

Når vi bare var derhjemme i huset om aftenen, havde vi det skide skægt. Den ene aften opfandt vi for eksempel vores egen leg, der hele tiden blev udvidet med specielle regler om skøre lyde og mærkelige håndbevægelser. Det var en sjov blanding af mennesker i forskellige aldre, der alle sad, og var ved at dø af grin. Jeg troede faktisk, at jeg skulle kaste op på et tidspunkt, fordi jeg grinede så meget. - Åhh hvor har jeg savnet dansk humor!

En anden aften fik Sigbjørn pludselig også den idé, at vi skulle lege gemmelege i det kæmpe store hus, og skøre som vi er, var alle pludselig med på ideen. Hold da op, hvor var det også sjovt. Det var omvendt gemmeleg - så én gemte sig, og så skulle alle de andre finde den person, og gemme sig der, til alle havde fundet gemmestedet. Det resulterede i ti mand der gemte sig bag ved gardiner, i brusekabiner, under madrasser, i kister og ande skøre steder. Det har virkelig været en skøn flok mennesker, der bare har være med på sjov til hver en tid.

Onsdag aften havde jeg arrangeret en lille suprise for Christian. Jeg havde bestilt bord på en sydafrikansk restaurant i Durban, hvor vi tilbragte tre timer. Det var helt fantastisk med udsigt til havet, lækker lækker mad, god rødvin, ansigtsmaling, musik og sang og ubeskriveligt dejligt selskab. Det var dejligt at have en aften for os selv.

Fredag gik turen til præcis de samme steder, som jeg var for et par uger siden med Sam, Stu, Debs og Camilla: st. Lucis og Hluhluwe. Men det blev bestemt ikke dårligere af, at det var anden gang. Især aftenen i St. Lucia stå klart for mig. Luften føltes tropisk fugtig, fordi dagen havde været så varm, og vi nu var tæt på havet. Der var masser af palmer, og stjernerne glimtede på himlen. Man kunne høre lyde fra restauranten lidt længere nede af gaden. Folk der sankkede ,og nogle sydafrikanere der optrådte på gaden med trommer og dans. Vi havde klemt os sammen i en af de tre små lejligheder, vi havde lejet. Nogle af os sad ude på terrassen og resten sad indenfor og nød maden, som Sam havde forberedt det meste af hjemmefra. Senere hoppede vi alle sammen i poolen og teede os åndsvagt, så vi alle sammen blev smidt op på værelserne. Vi blev nemlig enige om, at vi nok ikke kunne være stille, hvis vi skulle være i poolen. Og så gik vi i seng med et smil på læben, og fik hvilet ud til flere dage med vilde dyr.

Jeg så jo en mase dyr, sidst jeg var der, så jeg havde ikke så høje krav til hvad vi skulle se. Det var egentlig meget rart, så kunne jeg lidt mere slappe af. Men vi fik alligevel set en del dyr – og grinet gjorde vi også en masse.

Vi havde også en nær-død oplevelse, ville jeg våge at kalde det. Vi var på natsafari, og endnu en gang var det bare helt fantastisk at sidde i en åben bil, lytte til de afrikanske lyde og kigge efter dyrene i solnedgangens skær. Vi så både giraffer, zebraer, bøfler og en masse andre dyr. Blandt andet et næsehorn der rullede sig i mudderet med sin lille bitte unge to meter fra bilen. Det er altså et stort dyr, der bare lige vælter til den ene side og bader sig i mudderet. Det var fedt.

Da mørket så begyndte at falde på (Man kunne stadig se fint med øjnene, og vi brugte ikke de store lygter endnu), var vi pludselig omringet af elefanter. DE ER ALTSÅ STORE!! Tre gange kørte vi igennem en flok elefanter, der var lige på vejen. Den første gang, var der en på venstre side, der foldede ørerne ud og gik mod bilen, mens der på højre side var en, der trompeterede, så vi fik et kæmpe chok. Anden gang kørte han helt op i bagen på tre kæmpe elefanter, der gik på vejen, så de begyndte at løbe. Det var vildt at se sådan et stort dyr løbe. Og i sidste flok, var der en der vendte sig om lige foran os og begyndte at løbe mod os med udslået øre. Eii hvor jeg troede, at jeg skulle dø. Det var ikke ligefrem fordi rangeren, kørte ligeså stille, tværtimod virkede det som om, at han provokerede dem. Men man må da sige, at vi fik noget for pengene. Kort efter det store elefantshow, holdt vi en lille tisse- og forfriskningspause, hvor vi spurgte rangeren, om vi ikke var lige ved at dø. Men han var bare helt afslappet og snakkede om, hvordan de ikke ville gøre noget, hvis man ikke gjorde noget dumt, og hvordan de nogle gange gned hoved på kølerhjelmen eller skubbede lidt til bilen – ”det var da ingenting”. Okay, det var ikke lige sådan, at vi så situationen. Men en vild oplevelse, det var det i hvert flad.

Mandag kørte vi så fra game-parken, og vi fik taget afsked til dem i lufthavnen. Det var ikke ligeså hårdt, som jeg troede, at det ville blive, men nu er der også kun seks uger til, at jeg er skal hjem igen. Det er alligevel vildt nok, så har jeg været hernede i næsten fem måneder!