Ny hjembase

Så har jeg fået en ny hjembase hos the Dobsons, lidt længere nede af bjerget. Jeg pakkede alle mine ting ned i min kuffert i forgårs, og var meget spændt på at lære min ”nye familie” at kende. I går eftermiddags kørte jeg så fra arbejdet til Arlington 20 med Steph, der viste vej. Jeg kom til et stort hus, to flotte hunde og et ældre ægtepar. Det er et toetagers, ældre villahus med omvendt indretning. Når man kommer ind, går man direkte ovenpå til stuen og køkkenet og gæsteværelset, som normalt er nedenunder. Stuen er udstyret med kæmpe store vinduer, der er rettet mod bjergene og Pietermaritzburg, der om aftenen ligner en stjernehimmel på grund af alle lysene fra byen. Naboerne er tæt på, men da der er meget tæt beplantning, høje træer, palmer, planter og andre grønne ting, så føler jeg, at vi bor midt i en regnskov. Det elsker jeg ved det her sted, når jeg kigger ud, glemmer jeg, hvor jeg er. Når man sidder i stuen, er det i samme etage som trætoppene, så man sidder og kigger på fugle i øjenhøjde. Det er virkelig tropisk og smukt.

Parret, der bo her, er rigtig søde.. men jeg savner Mor-Debbie ret meget. Det er svært at sige, hvad der lige gør, at jeg snakkede bedre med Debbie, men kemien er bare anderledes. Her føler jeg mig lidt mere som en gæst, end som en i familien. Måske har det noget at gøre med, at de er lidt ældre, og at ingen af deres børn bor hjemme længere – jeg ved det ikke. Nårh jo, så kan jeg også godt mærke, at Gill er tynget af faderens død, og at hele hendes værelse er fyldt med hans ting, som de skal sortere. Men jeg er også lige ankommet, og vi skal have tid til at lære hinanden at kende.

På næste lørdag skal jeg på safari i fire dage med Sam, Stu, Debs og Debs' norske veninde Camilla, og efter det kommer dem fra iThemba Danmark, og der skal jeg bo med dem. Når de så er taget hjem, skal jeg kun bo her i tre uger mere, og så skal jeg tilbage til Debbie og bo. Så det er samlet ikke så lang tid, at jeg ska være her – det er nu fint nok!

I dag havde jeg min art club om eftermiddagen, hvor vi lavede noget pop art – det gik rigtig godt. Desværre var drengene der ikke i dag, men pigerne var der, og de virkede til at synes godt om det, jeg havde planlagt. Det var lige lidt hektisk inden vi tog derhen, da vi havde et mindre nøgle problem. Da Steph's bil er på værkstedet igen igen, og den bil hun ellers plejer at låne, også er i stykker igen, er jeg hendes chauffør for tiden. Derfor skulle jeg i dag hente hende omkring klokken halv et og køre hende tilbage til kontoret, inden vi skulle videre. Og det var også helt fint.

 På vej tilbage skulle jeg lige købe nogle pensler, og Steph skulle også lige købe et eller andet, så vi holder inde ved torvet i Hilton (ikke så langt fra kontoret). Da jeg så står i butikken og har betalt, går det op for mig, at jeg har låst nøglerne inde i bilen. På det her tidspunkt er der en time til, vi skal køre mod skolen, hvor jeg har min art club, og jeg mangler stadig at gøre en del ting klar. Jeg løber så ind i butikken hvor Steph er med alle sine varer og forklare, hvad der er sket. Så løber jeg hele vejen tilbage til kontoret, får gjort nogle flere ting klar, indtil Steph kommer tilbage med sine varer. Heldigvis er Syvion på kontoret, så vi kunne låne hans bil og køre hen til dem, jeg har lånt bilen af, og låne deres ekstranøgle. Hen til dem og tilbage til torvet, hvor jeg tager min bil tilbage til kontoret, fordi jeg stadig ikke er klar eller har fået frokost, mens Steph får afleveret nøglerne. Hun kommer tilbage til kontoret, vi kører hen til et sted der hedder UBI (Union bible Institute), hvor Siswe skal hente os, fordi min bil ikke må køre på andet end asfaltveje (der er næsten kun grusveje i Sweetwaters). Han henter os og kører os så ud til skolen, hvor jeg skal undervise. Alt gik godt og bagefter kom Sam og Debs og hentede os, kørte os tilbage til bilen ved UBI, som vi så kunne køre i tilbage til kontoret. Men jeg kunne kun grine under alt dette, for der er ikke rigtig noget at gøre. Man må bare tage en ting af gangen og håbe på, at det hele går op til sidst. Det er virkelig sundt for mig at være her – tage tingene som de kommer, og vide at tingene sjældent bliver som planlagt.